Dårlig rengøring truer sundheden
Fødevaresikkerheden er truet på de danske slagterier, som stadig har store problemer med at håndtere rengøringen.
Udover at en dansk kødeksport for omkring 50 mia. kr. årligt står på spil, er konsekvensen, at forbrugerne risikerer at blive syge, når de spiser kødprodukter fra slagterier, der ikke har styr på rengøringen. Det fastslår flere fødevareeksperter.
Børsen FødevareSundhed har fået aktindsigt i fødevareregionernes påbud om skærpelse af rengøringen på danske slagterier i 2007. I alt gav de tre danske fødevareregioner 32 påbud pga. manglende rengøring.
For fire år siden verserede den såkaldte skandalesag om rengøringssvigt på Danish Crowns slagteri i Odense, men selvom slagterierne i de seneste år ifølge fødevareeksperter og kontrolmyndigheder har gjort en betydelig indsats, er der meget lang vej at gå, inden rengøringen er i top på de danske slagterier.
»Der er ingen tvivl om, at der stadig er store problemer med rengøringen på slagterierne, og det er en alvorlig sag, fordi det sætter forbrugernes fødevaresikkerhed under pres,« siger professor i fødevaremikrobiologi Mogens Jacobsen, Institut for Fødevarevidenskab, Københavns Universitet, til Børsen FødevareSundhed torsdag.
Kilde: Børsen