Alarmcentral plaget af fejlopkald

Livsvigtige opkald kan risikere at vente eller i værste fald gå tabt, fordi alarmcentralen hver dag året rundt plages af fejlopkald fra især mobiltelefoner.

Artiklens øverste billede
At mobiltelefoner overhovedet kan ringe 112 uden sim-kort og med låst tastatur er aftalt mellem selskaberne og producenterne. Foto: Esben Nielsen

Hos alarmcentralen på Fyn er tre ud af fire opkald nemlig fejlopkald, som slet ikke drejer sig om livsvigtig akut hjælp. Det skriver Fyens Stiftstidende.

"I den ideelle verden burde der ikke være fejlopkald. Vi har rigtigt mange opkald, som ikke er noget," siger vagtchef hos Fyns Politi, vicepolitikommissær Erik Skov.

Mange af opkaldene kommer fra mobiltelefoner uden et sim-kort, der ligger i hænderne på legende børn.

"Mange giver deres børn en udtjent mobiltelefon at lege med. Det er sådan set i orden, men så længe der er batteri på, kan den også ringe 112," advarer Erik Skov.

Men også når en mobiltelefon ligger varmt og trygt i lommen på ejeren kan den ringe op til alarmcentralen.

"Ligger mobilen forkert i lommen kan den stadig ringe 112, selv om tastaturet er låst," siger Erik Skov.

Ubehageligt

Fænomenet med de mange fejlopkald fra mobiltelefoner er også kendt hos brancheforeningen for teleselskaberne i Danmark.

"Det er et meget stort problem, og ubehageligt når det går ud over noget, der er livsvigtigt," siger Ib Tolstrup, direktør for Telekommunikationsindustrien i Danmark.

At mobiltelefoner overhovedet kan ringe 112 uden sim-kort og med låst tastatur er aftalt mellem selskaberne og producenterne.

"Det er for at give den bedste sikkerhed, så uanset hvad kan man altid komme i kontakt med alarmcentralen," siger Ib Tolstrup.

På Fyn har alarmcentralen 6000-7000 opkald om måneden. De fleste opkald kommer i dagtimerne, og det er også hér, de fleste fejlopkald sker.

Fejlprocenten stiger

Fejlprocenten er ifølge Fyns Politi steget fra cirka 50 procent i 2004 til cirka 70 procent i dag. Det sker, fordi mange af fejlopkaldene i 2004 gik til et TDC-opkaldscenter i Sønderjylland. I dag får alarmcentralen samtlige opkald - både de rigtige og dem, der er en fejl.

Også alarmcentraler andre steder i landet oplever mange fejlopkald, og det har tidligere fået Dansk Folkepartis nuværende kommunalordfører, Hans Kristian Skibby, til at kræve en politisk redegørelse for, hvad der kan gøres ved problemet. - Man har en større risiko for, at de alarmopkald, der ér livsvigtige, får et dårligere sagsforløb, siger Hans Kristian Skibby. Han vil på baggrund af tallene fra alarmcentralen på Fyn allerede i dag rejse spørgsmålet over for den ansvarlige minister på området.

"Jeg har gjort det tidligere, hvor det blev sagt, at antallet af fejlopkald ville blive mindre. Men det er åbenbart ikke sket, og derfor må vi finde ud af igen, hvad der kan gøres," siger Hans Kristian Skibby. Hans forslag er at indføre en skrotningspræmie for gamle mobiltelefoner, så de ikke ender som legetøj hos børn.

Kilde: Fyens Stiftstidende

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen