Storm gør det svært at forudsige oliens kurs
To danske og to svenske miljøskibe kæmpede sent fredag aften med olieforureningen i Øresund. Det truende stormvejr gør det svært at forudsige, hvor olien vil bevæge sig hen.
Hos den svenske kystvagt frygter man, at olien, der har delt sig i to større bælter, vil drive i land på den nordvestlige del af øen Hven. Men noget af olien kan også drive ind på land i bugten syd for Helsingborg.
Hos Søværnets Operative Kommando oplyser man, at nattens stormvejr kan presse en masse vand fra Kattegat ned i Øresund. Det gør det svært at lave en prognose for, hvordan olien vil bevæge sig.
Planen er, at en helikopter går i luften ved dagslys lørdag, så man kan få et overblik over forureningens udbredelse.