Hjemmehjælpere skal vise straffeattest
Hvis du vil arbejde i ældresektoren, skal du tage en straffeattest med til jobsamtalen.
Efter en mandlig hjemmehjælper er blevet anklaget for at forgribe sig seksuelt på to ældre kvinder, er Odense Kommune på vej med et krav om straffeattester for alle, der vil arbejde i ældresektoren. Og Odense Kommune vil ikke være ene om at stille det krav.
- Vi har set det på børneområdet de seneste år, og jeg tror, vi vil se det mere og mere på ældreområdet også i takt med, at der bliver så meget fokus på, hvad kommunerne gør i de enkelte sager, siger Tove Larsen (S), formand for socialudvalget i Kommunernes Landsforening.
Fagforeningen FOA advarer dog kommunerne mod at tro, at de kan dække sig ind ved at kræve at se straffeattester.