Kritik af indkaldelse til kræftscreening

<p>Hvis danske kvinder ikke møder op til screening for brystkræft modtager de en rykkerskrivelse. "Det nærmer sig bondefangeri," lyder kritiken fra overlæge Peter C. Gøtzsche.</p>

Artiklens øverste billede

I stedet for selv at melde sig til skal kvinderne melde fra til den såkaldte mammografiscreening.

»Det lægger et uomtvisteligt pres på kvinderne. Ved at bestille tid i forvejen har man kortsluttet beslutningsprocessen, før kvinderne har haft mulighed for at overveje, om de overhovedet ønsker at lade sig undersøge. Og enhver henvisning til, at det er mest praktisk, og at der derved møder flere op, berettiger ikke metoden,« siger overlæge, dr.med. Peter C. Gøtzsche, der er leder af Det Nordiske Cochrane Center.

I kronikken i dagens avis kritiserer Peter C. Gøtzsche, at der i den pjece, som Sundhedsstyrelsen har udarbejdet i forbindelse med screeningerne, står, at man skal framelde sig ordningen. Gør man det, vil man ikke modtage rykkerskrivelser.

»Bondefangeri«

»Men man har aldrig tilmeldt sig, og derfor nærmer det sig bondefangeri. Desuden er det grotesk at bruge ordet rykker, som de fleste forbinder med ubetalte regninger, når det drejer sig om en frivillig undersøgelse,« siger han.

Overlæge i Sundhedsstyrelsen Lone de Neergaard siger, at der er lagt mange kræfter i at gøre pjecen afbalanceret.

»Når det er besluttet at gennemføre en screening, er det vigtigt, at den når bredt ud, hvis den skal give mening. Man kan altid diskutere, hvordan en pjece skal se ud, men vi har gjort, hvad vi kunne for at oplyse om fordele og ulemper, idet det er et meget følsomt område,« siger hun.

Ifølge professor i sundhedsret, dr. jur. Mette Hartlev, Københavns Universitet kolliderer fremgangsmåden med de grundprincpper, som reglerne om informeret samtykke og patienters selvbestemmelsesret er baseret på.

»Ifølge loven skal informationen være mundtlig, og den enkelte skal have mulighed for at spørge og overveje, inden man kan give sit samtykke. Ved at bestille tid på forhånd kompromitterer man den frivillige beslutningsproces. Men om det er decideret ulovligt, er svært at svare på,« siger hun.

Folketinget har vedtaget, at alle kvinder mellem 50 og 70 år inden udgangen af 2009 skal have tilbud om mammografiscreening.

null

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen