Mistænkeligt dødsfald i Odense
Fyns Politi ved endnu ikke, om en 20-årig mand, der tirsdag formiddag blev fundet i udgravningen til en parkeringskælder i Odense, er offer for en forbrydelse.
Efter en hel dags efterforskning kunne politifolk i Odense tirsdag aften identificere den mand, som om formiddagen var blevet fundet død i udgravningen til en parkeringskælder ved kulturcentret Brandts Klædefabrik.
Der er en tale om en 20-årig mand med bopæl i Odense centrum.
»Vi betragter stedet som et gerningssted og behandler det som sådan. Jeg kan endnu ikke udtale mig om, hvorvidt der er sket en forbrydelse, men det er et mistænkeligt dødsfald, og vi udelukker ikke noget,« siger vagtchef Aksel Søgaard.
Velklædt, ung mand
Politiet blev gjort opmærksom på liget af den unge mand, der beskrives som mellem 20 og 25 år, da en kvinde kl. 9.30 nytårsmorgen ringede og fortalte om den livløse krop, som hun havde fået øje på ligge flere meter nede i udgravningen ved kulturcentret Brandts Klædefabrik.
Manden beskrives endvidere som velklædt, men Fyns Politi kan endnu ikke fastslå, om det dækker over en festklædt nytårsaften, der gik galt.
Den unge mand blev fundet liggende på ryggen og blødende fra ansigtet.
Fyns Politi forventer, at efterforskningen senere i dag vil vise, om der er tale om en ulykke eller en forbrydelse.