Fortsæt til indhold
Indland

Planlagt drab på ekskæreste

27-årig rejste til Danmark medbringende kort med ruteangivelser til ekskærestens bopæl og myrdede hende brutalt med en urtekniv.

Ritzau

Den 27-årige mand, som tirsdag blev anholdt for drabet på sin 24-årige ekskæreste på Amager, havde tilsyneladende nøje planlagt hendes død. Det erkendte han ifølge Københavns Politis centrale efterforskningsleder Steen Jensen ved en afhøring.

- Han siger, at han er rejst hertil for at slå hende ihjel, så det må jo betragtes som en erkendelse, siger Steen Jensen.

Kvinden og manden boede sammen i Stockholm som kærester indtil august, hvor de gik fra hinanden. Herefter flyttede kvinden til København for at bo hos sin kusine på Amager.

Manden havde indlogeret sig på et hotelværelse på Hotel Kong Frederik på Rådhuspladsen, og her gjorde politiet et uhyggeligt fund. Et fund, som tyder på, at drabet var nøje planlagt.

- Vi ransagede værelset, og der fandt vi nogle kort, hvor der var indtegnet ruter, som viste vej ud til kvindens bopæl, fortæller Steen Jensen.