Offertid til gamle guder

Han løfter det store kohorn. Med en stor stemme, der runger mellem alle skibssætningens høje sten, hilser han på Odin, Thor og Freja. Så sætter han hornet for munden og drikker en slurk af den hjemmelavede mjød: honning, vand og hyld, der er gæret gennem hele vinteren. Herefter overdrages hornet til den næste i den lille sluttede kreds, der danner denne midsommeraftens "blot", også kaldet gudeofring.

Morten Grølsted er præst ved Hareskovens blotgilde. Gruppen dyrker de gamle nordiske guder, og hver midsommer drager de til skibssætningen ved Gammel Lejre for at fejre deres største højtid, midsommeren.

Over en hel weekend samles de i en stor cirkel midt i skibssætningen. Alle sten bliver indviet med svineblod. De tegner et stort solhjul på jorden, og en blotforretter stiller sig i hvert af skibssætningens verdenshjørner.

Så kan de begynde deres ofring og bøn.

Måske ønsker man medvind på en rejse, en god eksamen eller god sex.

Når man ønsker noget, så skal man også ofre noget. Det kan være den bedste flaske vin hjemme fra hylden, en tot hår, en kage eller en mønt.

De siger, at det virker. Når blot ønsket og ofringen er dybfølt ment. Når ønsket fremsiges i den stærke cirkel. Så virker det.

En drøm om et samfund
Allerede som lille dreng i 1970'erne hørte Morten Grølsted om asatroen. Det undrede ham.

»Jeg fattede ikke, hvorfor folk drog til Indien og alle mulige andre steder i deres søgen efter spiritualitet. Når de stod lige foran os, de nordiske guder. Odin sejlede jo på Samsø. Man kunne lige så godt dyrke vores gamle guder. Jeg besluttede, at når jeg blev stor, så ville jeg opbygge et samfund, der skulle gøre asatroen godkendt.«

Det har Morten Grølsted gjort.

Han ventede længe på, at det rette tidspunkt skulle komme, og da han som 30-årig i 1993 fik en drøm, så vidste han, at nu var det tiden.

I drømmen stod han på en fiskerbåd og vidste, at det var den kristne kirke, som han stod på. Hvorfor ved han ikke, men han hoppede i vandet og svømmede over til en storebæltsfærge, der netop sejlede forbi. Den var helt tom bortset fra en enøjet mand, der stod oppe på kommandobroen.

»Det var Odin, færgemanden. Sammen med ham stod jeg og så, hvordan fiskerbåden, den kristne kirke, blev slået til vrag i brændingen. Jeg vidste, at det var nu. Jeg gik ud og forsøgte at sætte plakater op for at samle folk til at starte et asatrossamfund.«

Ingen fundamentalisme
Det kom selvfølgelig ikke i gang med det samme. Der gik nogle år.

Men i november 1997 afholdt 12 personer det stiftende alting for ”Forn Sidr - Asa- og Vanetrossamfundet i Danmark.”

Sammen med kæresten Pia Struck bruger Morten Grølsted nu en stor del af sin fritid på asatroen.

Parret står for bloter mindst otte gange om året, gifter asatroende-par en håndfuld gange hvert år og er aktive i asa-præsternes sammenslutning, Goderingen. De bruger også tid på at koordinere arbejdet i landets forskellige blotgrupper. De forsøger at lære oldnordisk og bruger oceaner af tid på at fortælle om deres tro og om forskellen på den kristne tro og asatroen.

»Kristendommen er bundet af sin skrift. Det kan føre til fundamentalisme. I asatroen er der derimod ikke noget at være fundamentalistisk i forhold til. Der er en række fortællinger, men ikke nogen skrift,« siger Morten Grølsted.

Han kan ikke se, hvor den store forskel mellem islam og kristendom ligger. Det er den samme Gud, som der tros på, ligesom begge religioner har opstillet nogle bud for, hvordan man skal være en god troende. I kristendommen er det de 10 bud, i islam hedder vejledningen sharia.

» I kristendommen er det plus eller minus. Dem eller os. Godt eller skidt. Sådan er det ikke her,« siger Morten Grølsted.

»Her er der ikke på forhånd givet noget, der er rigtigt eller forkert. Hver enkelt troende handler under eget ansvar. Som asatroende går vi heller ikke ud og udbreder vores tro. Og et korstog for asatroen? Det kan man slet ikke forestille sig.«

Fri projektionsret
Så asatroende oplever, at de kan komme til troen med egne erfaringer, egen religiøsitet og egen spiritualitet. Fordi troen ikke kun har én gud, men flere, kan den rumme mennesker med alle de aspekter, som et menneskeliv fører os igennem. De kalder det den frie projek-tionsret.

»Hvis vi bliver sure på én gud, så har vi andre at vende os til. Afhængigt af hvor vi er i vores liv, kan vi bede til Freja, Frej, Odin eller Thor. Loke skal man dog passe lidt på med at ofre til. Han er ildens gud, man kan varme sig ved hans ild, eller hans ild kan brænde gården af. Det er ham, der laver ballade. Ham, der får historierne til at ske.«

Så denne midsommeraften bliver der ofret til Freja, Frej og Odin.

Ofrede en gris
Selv om det er tilladt med dyreofringer, er det ikke noget, som denne blotgruppe gør så meget i.

De har en enkelt gang ofret en gris. Hældt mjød over den og givet den et par æg, inden slagteren kom med en boltpistol.

En anden gang, hvor de holdt bloten sammen med en anden gruppe, var det en høne, der blev ofret. Manden, der skulle halshugge hønen, var ikke den mest rutinerede hjemmeslagter. Han fjumrede og måtte flere gange hugge mod hønens hals. Det blev ynkeligt og uværdigt.

Derfor holder Hareskovens blot sig nu til fredelige ofringer. Øl, mjød, mælk og en lille tot hår.

Det hælder de ud over jorden eller lader brænde over bålet. Mens goden, Morten Grølsted, løfter tyrehornet med mjød og hilser de gamle guder:

»Hil! Freja for kærlighed. Frej for frugtbarhed. Odin, lad os alle smage noget af din visdom.«