Ingen ballade i Tønder over fyring af social chef
Det bliver ingen ballade i Tønder byråd over, at kommunen har fyret chefen for socialforvaltningens afdeling for børn og unge. Afhandlingen har håndteret den omfattende sag om to små sexmisbrugte søstre.
Byrådsmedlem for Socialistisk Folkeparti Niels Malling oplyser, at hverken han selv eller andre af byrådets medlemmer har givet udtryk for kritik.
- Byrådet blev orienteret om sagen, og alle tog det til efterretning, siger Niels Malling.
Han betragter selv sagen som en ren personalesag, som byrådet ikke bør blande sig i.
Afdelingsleder Egon Andersen siger til fagbladet Socialrådgiveren, at han siden 2004 forgæves har søgt om flere penge til sin afdeling, og at der ikke har været ressourcer til at føre journaler og aflægge hyppigere familiebesøg, hvilket socialminister Eva Kjer Hansen (V) har kritiseret kommunen for at forsømme.
Den fyrede afdelingsleder kritiserer også sin ledelse for ikke at have taget ansvar i sagen og for ikke at bakke ham op.
/ritzau/