Nordsjælland vrimler med millionærer

Det er svært at undgå at møde en millionær, hvis nordsjællænderne trykker dørhåndtaget ned og spadserer en lille tur.

Ifølge en ny analyse fra Danica Pension og Realkredit Danmark er der blot en håndfuld af de 22 nordsjællandske kommuner, hvor gennemsnitsformuen opgjort på pensionsopsparing pr. familie og friværdi pr. ejerbolig er under to millioner kroner, skriver Frederiksborg Amts Avis.

- Borgerne i Nordsjælland har aldrig været rigere. Danmark er en nation af velhavere, og i Frederiksborg Amt ser vi en del millionærer, konstaterer regionsdirektør i Danica Pension, Steffen Schou-Jensen.

Det er opsvinget i Danmark, der sætter sit præg på formuerne. Renten er lav, ejendomsværdiskatten er fastlåst, lønnen stiger, og ledigheden falder. Friværdierne i boligerne er kommet naturligt med de rekordstore prisstigninger i Nordsjælland, og samtidig er det blevet mere og mere almindeligt at spare stort op til alderdommen.

I 1998 havde borgerne i Frederiksborg Amt »blot« sparet 148 milliarder kroner op til pensionen, men sidste år var det øget til 234 milliarder kroner. I gennemsnit har en familie fra Frederiksborg Amt en pensionsformue på 1,15 millioner kroner.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen