Kineser fængslet i bestikkelsessag

Mere end seks timer varede et grundlovsforhør i Københavns Byret torsdag for en kinesisk mand, der i flere måneder har været efterlyst i sagen om unge kineseres dokumentfalsk og påståede bestikkelse.

Retsmødet endte med, at den 39-årige mand blev varetægtsfængslet i foreløbig fire uger, oplyser chefen for bedrageriafdelingen i Københavns Politi, Peter Forstrøm.

Sigtelsen lyder på bestikkelse og dokumentfalsk i forbindelse med cirka 70 opholdstilladelser. Den 39-årige blev desuden sigtet for menneskesmugling.

Hans forsvarer, Henrik Steen Andersen, oplyste ved retsmødets start, at kineseren nægter sig skyldig i alle anklager.

Den 39-årige kineser blev anholdt i Finland onsdag aften. Han menes at være en af mellemmændene i sagen om falske opholdstilladelser, hvor to medarbejdere i Udlændingestyrelsen er sigtet for at modtage bestikkelse.

/ritzau/

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen