Jyllands-Postens leder: Absurd diplomati

EN GRUPPE herboende imamer har gjort det til deres livsopgave at rejse rundt i Mellemøsten og oppiske en hadefuld stemning mod Danmark.

Beretningerne om deres hadske tale om og imod deres værtsland vækker ubehagelige mindelser om danske kommunisters adfærd under Den Kolde Krig. De rejste frejdigt til Moskva for dels at skaffe penge til den hjemlige partivirksomhed, dels for at modtage forholdsordrer om deres ageren i det danske politiske spil.

Når de blev spurgt om, hvor de ville placere deres loyalitet i en mere direkte, eventuel væbnet konflikt mellem vestmagterne og østmagterne, blev de så underligt vage i deres formuleringer. I hvert fald var det helt umuligt at få dem til entydigt at erklære deres loyalitet over for det land, hvori de var statsborgere.

Skulle man forsøge at afkræve de rejsende imamer en tilkendegivelse af, hvor de placerer deres loyalitet, er der til gengæld ingen tvivl: De placerer deres loyalitet i deres lovreligion islam, for den giver dem en magt og et fortolkningsmonopol på den evige sandhed, som ingen nationalstat kan eller skal yde dem.

Set ud fra et traditionelt dansk og vestligt synspunkt kan det forekomme underligt, for flere af de rejsende imamer har faktisk Danmark at takke for henholdsvis asyl, statsborgerskab og humanitær opholdstilladelse.

Den imam, der ser ud til at føre ordet og opildne til hadefuld tale mod Danmark, er flygtning fra Libanon, og han har fået humanitær opholdstilladelse på grund af en syg søn, der kræver hospitalsbehandling.

Hans taknemmelighed kommer til udtryk gennem det absurde diplomati, hvis formål er at opvigle til had mod Danmark.

Det kan undre, at den gruppe imamer, der praktiserer den besynderlige diplomatiske virksomhed, netop gør det i lande, som de har valgt at forlade - for fleres vedkommende at flygte fra. Hadet og flammetalen rettes mod det land, hvor de ganske frivilligt har valgt at tage ophold.

Det er vanskeligt at forstå for vestlige hjerner, der er opvokset med demokratiet som et umisteligt gode og som en indiskutabel værdi.

Når imamerne går så vidt som til at afæske en ledende kardinal et løfte om at få den katolske kirkes overhoved, pave Benedict den 16., til at gribe ind over for den danske statsminister, har absurditeten nået et nyt højdepunkt.

For det første har paven absolut ingen myndighed at udøve i Danmark, for det andet er det vanskeligt at se, med hvilken berettigelse han skulle interessere sig for nogle tegninger af muslimernes profet.

Sagen er da også, at det absurde diplomati efterhånden intet har at gøre med nogle tegninger i Morgenavisen Jyllands-Posten den 30. september i fjor. Det bliver stadig tydeligere, at imamerne har en anden dagsorden, som kan have noget at gøre med en intern rivaliseren om fortolkningsmonopolet af Koranen og dermed førerpositionen i de muslimske parallelsamfund.

En repræsentant for det dansk-egyptiske dialogcenter i Cairo fortalte i Radioavisen i går, at han i en timelang egyptisk tv-udsendelse havde måttet forklare, at det ikke drejer sig om 120 tegninger, at der ikke er tale om, at samtlige danske medier fører hetz mod islam, at der ikke er planer om at udgive en dansk statscensureret udgave af Koranen, og at der ikke er planer om at lave en dansk smædefilm om islam.

Det er en absurd forestilling, at 12 tegninger i en avis alene skulle have fremmanet dette vanvid.

Der ser ud til at være tale om, at en gruppe hadefulde personer har grebet dem som en passende katalysator i en helt anden sags tjeneste. De arbejder ikke for dialogen, som de påstår. De arbejder aktivt for at stoppe dialogen, fordi den kunne føre til en generel oplysning, som vil true deres magtmonopol på fortolkning af Koranen.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen