Cepos: Brugerbetaling er uundgåelig

Selvom regeringen gang på gang bedyrer, at brugerbetaling på offentlige ydelser ikke kommer på tale, kan danskerne lige så godt begynde at vænne sig til tanken

Det mener i hvert fald den liberale tænketank, Cepos. Det skriver Berlingske Tidende. Cepos' cheføkonom Mads Lundby Hansen hæfter sig ved, at regeringen i sin seneste finansredegørelse fra 2004 fastlåser udgiften pr. skoleelev, plejehjemsbeboer, sygehuspatient osv. fra og med 2010.

Indtil da lægger regeringen op til et øget offentligt forbrug på to milliarder kr. om året, så udgiften pr. offentlige klient stiger en smule. »Al erfaring viser, at når velstanden stiger, så vil man bruge en større andel af sin indkomst på velfærdsservice. Folk vil gerne have bedre hjemmehjælp og bedre service og behandling på sygehusene og bedre skoler. Men det kan de offentlige budgetter ikke honorere,« siger Mads Lundby Hansen.

Ifølge Velfærdskommissionens rapport fra november er omkostningerne pr. skoleelev, sygehuspatient osv. blevet øget hvert eneste år siden 1970. Og kommissionen har beregnet, at det vil koste en skatteforhøjelse på syv procent, hvis bare den hidtidige udvikling fortsætter. De syv procent kommer oven i de otte procent ekstra skat, det vil koste, at der bliver flere og flere ældre. »Det vil være umuligt at hæve skattetrykket, fordi det vil gå ud over arbejdsudbuddet,« siger Mads Lundby Hansen.

JP

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen