Nyt umotiveret knivoverfald
En 77-årig mand blev i går umotiveret stukket i halsen, mens han ventede på en bus. Han er uden for livsfare, og en formodet gerningsmand er blevet varetægtsfængslet - sigtet for drabsforsøg.
For anden gang inden for en uge har København oplevet et umotiveret knivoverfald på åben gade.
En 77-årig mand ventede sammen med sin kone i går formiddags på bussen ud for Søndre Fasanvej nr. 82 på Frederiksberg. Kl. 10.05 stoppede en mand op foran ægteparret og stak umotiveret den ældre mand i halsen med en kniv.
Den 77-årige blev efterfølgende kørt på hospitalet og måtte syes med to sting, men han var aldrig i livsfare.
Den formodede gerningsmand, en 40-årig mand bosiddende i Nordvest, blev anholdt blot en time senere, og han blev i går eftermiddags sigtet for drabsforsøg og varetægtsfængslet i fire uger. Han havde en kniv på sig ved anholdelsen, men det var i går stadig uklart, om det var gerningsvåbnet. Manden nægtede at udtale sig til politi og dommer, men han er allerede kendt af politiet for flere voldssager.
Slap heldigt
»Den ældre mand var heldig, fordi han havde halstørklæde på, ellers kunne det være gået meget værre. Hele sagen ligner en gal mands værk,« siger kriminalinspektør Bent Isager, Frederiksberg Politi.
Det er anden gang inden for en uge, at en tilfældig fodgænger bliver stukket ned i københavnsområdet.
Mulig sammenhæng
Ugens andet knivstikkeri fandt sted juledag, da en DSB-medarbejder på vej ud for at hente frokost umotiveret blev stukket ned på Bernstorffsgade. Stikket var så voldsomt, at den 45-årige måtte i respirator.
Overfaldet er stadig en gåde for politiet.
Gerningsmanden til dette overfald er stadig på fri fod, og ifølge Bent Isager har politiet i efterforskningen fuld fokus på en eventuel sammenhæng mellem de to sager:
»Signalementerne passer umiddelbart nogenlunde sammen, men vi har endnu intet konkret, der binder dem sammen.«
Hurtigt fanget
Den 40-årige formodede gerningsmand til overfaldet i går på Søndre Fasanvej var ikke længe på fri fod. Personalet i Nordea på hjørnet af Søndre Fasanvej og Valby Langgade fortalte kort efter overfaldet politiet om en mand, der passede på gerningsmandens signalement, og som tidligere på formiddagen havde lavet en scene i banken, fordi han ikke kunne få lov til at hæve penge. Personalet kunne også fortælle, at manden var fast kunde i Nordeas filial på Frederikssundsvej.
Politiet kørte derfor straks til den filial, i håb om at manden ville forsøge at hæve penge der. Og ganske rigtigt, kl. 11.24 blev den 40-årige anholdt i køen, mens han ventede på at hæve penge.