Høj sol og flot udsigt til bjerget

Endelig kommer det "normale" vejr med sol om dagen og frost om natten. Tredje dag på bjerget byder på tre timers vandring, en smule solbadning, hygge og kun en enkelt deltager, som kaster op.

Kilimanjaro, Tanzania

3.700 meter over havet.

Klokken halv syv bliver vi vækket af to sorte guider, der rystende af kulde står uden for teltet med en kop dampende varm te til os. Da vi lyner døren til det lille tomandstelt op, opdager vi, at det er helt hvidt udenfor. En let frost har dækket teltene og jorden omkring med den smukkeste rim.

Oppe på himlen står solen allerede og varmer med sine livgivende stråler.

I horisonten ligger "bjerget". Alle vore forventninger og drømme om turen op til toppen af Kilimanjaro ser ud til at blive virkelighed. Det er en dag som denne, vi har drømt om. På toppen kan man tydeligt se den sidste is, der er tilbage i Afrika - en gletsjer, som eksperterne forventer vil være smeltet om 15-20 år.

Iført hue og vanter indtager vi morgenmaden. Men det sker ude i solen og med udsigt til Kilimanjaro og de rimdækkede telte. Det er som taget ud af en film.

Efter afgangen klokken otte kravler vi sagte i vores begravelsestempo videre opad - og pludselig føles det hele ikke helt så slemt, fordi udsigten er så ufattelig smuk. Nedenunder os har et tykt skylag lagt sig ud over den kenyanske savanne, mens vi i horisonten aner toppen af Mount Kenya, Afrikas næsthøjeste bjerg.

Piller mod højdesyge

Hanne, der i går var klar til at give op, har nu også overgivet sig til pillerne og spiser Diamox - angiveligt de eneste piller, der virker mod højdesyge - to gange i døgnet ligesom alle vi andre, hvilket på rekordtid har fået hende på højkant og givet hende både humøret og farven i kinderne tilbage, selv om hun lidt efter frokost dog må ud at "ofre" igen.

Efterhånden som vi stiger op i den tynde luft, døjer de fleste af os med hovedpine. Selv må jeg tage piller i hvert fald et par gange i løbet af dagen for at holde de værste smerter væk. Men hovedpine, kvalme og opkastning på en tur som denne er helt normalt på grund af højden, understreger vores bjergguide, Johnny Jensen.

Gået på klingen i en hyggelig stund inde i spiseteltet lægger han ikke skjul på, at vi står foran nogle temmelig barske prøvelser - hårdere, end de fleste af os havde regnet med:

»I får det elendigt, uanset hvad I gør. Sidste gang jeg var på toppen af Kilimanjaro med et hold danske bestigere, var der kun én, der kom op uden hjælp. To var rigtigt syge, resten var megatrætte. Alle på nær den ene blev enten trukket, skubbet eller på anden måde hjulpet op. Det er heller ikke nogen hemmelighed, at der jævnligt dør folk på Kilimanjaro,« lyder det opmuntrende fra Johnny Jensen med en så stor sikkerhed i stemmen, at flere af deltagerne bliver helt blege og truer med at ville have pengene tilbage, da det ikke ligefrem var det, de læste i de glittede brochurer hjemme i Danmark.

Det er især, når historierne begynder at komme frem i teltet om aftenen, at man mærker, at Johnny har en fortid i militæret. Der bliver ikke lagt fingre imellem, når der fortælles om lidelserne på bjerget.

»Men I skal også vide, at det hele foregår inde i hovedet. Bjergklatring handler om viljen til at ville. Fysisk kan du meget mere, end du selv tror.«

De næste dage skal vise, om han får ret.

Bjerg med eget klima

Da vi sidst på dagen sidder og hygger os med lidt sol mellem klipperne, slår vejret pludselig om, og det begynder at småregne, mens skyerne på sekunder dækker hele bjerget. Kilimanjaro er så enormt, at bjerget har sit eget klimasystem.

Vi trækker derfor ind i spiseteltet og spiller lidt yatzy.

Mørket sænker sig her i bjergene lidt før klokken 19, og så bliver det rigtigt mørkt. Derfor er alle som regel i seng omkring klokken 20 - dødtrætte efter en dag i den tynde luft. Luften er faktisk så tynd, at vi ofte ligger og puster eller gisper efter vejret, når vi er kravlet i soveposen.

lars.from@jp.dk

Læs i morgen om turen op til "Base Camp" i 4.750 meters højde.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen