Politiet overvejer sag mod flagbrændere

Det er ulovligt at brænde et amerikansk flag af i Danmark. Men er det tilsvarende ulovligt at sætte ild til Dannebrog?

Strafferetsekspert siger nej og peger på, at straf for flagafbrænding strider mod ytringsfriheden.

Demonstranterne, der satte ild til det amerikanske og danske flag under præsident George W. Bush' besøg i Danmark, vil formentlig blive sigtet, selv om politiet ikke foretog anholdelser under selve aktionen. Det oplyser chefinspektør ved Københavns Politi, Per Larsen.

»Så vidt jeg ved, har vi rimelig godt styr på, hvem der brændte noget af. Så jeg tror, at vi kan komme efter det rent efterforskningsmæssigt. Det vil vi selvfølgelig gøre, og det kan føre til sigtelser,« siger Per Larsen.

Han er ikke i tvivl, at afbrændingen af det amerikanske flag formelt er en overtrædelse af straffelovens paragraf 110 E med en strafferamme på op til to års fængsel. Til gengæld er han mere i tvivl om, hvilke bestemmelser der gør sig gældende for afbrændingen af det danske flag.

Hvad med Dannebrog?

»Jeg synes jo, at det er om muligt ligeså slemt eller værre at forhåne sit eget flag. Men jeg må indrømme, at jeg ikke kan finde det i straffeloven. Men man kan vel altid bruge politivedtægten, fordi det forstyrrer den offentlige orden. Det er bare underligt, hvis man skelner mellem Dannebrog og udenlandske flag,« siger Per Larsen.

Gorm Toftegaard Nielsen, professor i strafferet ved Aarhus Universitet:

»Mig bekendt står det ingen steder i straffeloven, at man ikke må brænde det danske flag af,« siger han.

I morten.vestergaard@jp.dk

christian.thye@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen