Al telefonsnak i bilen farlig
Uanset om mobilen er håndfri eller håndholdt, er risikoen for at køre galt fire gange så stor, hvis man taler i mobiltelefon under kørslen.
Det viser en australsk undersøgelse, der netop er offentliggjort i det ansete tidskrift British Medical Journal, skriver metroXpress.
»Det er en meget interessant undersøgelse, som dokumenterer, at det er mest fornuftigt overhovedet ikke at tale i telefon, mens man kører bil,« siger dokumentationschef i Rådet for Større Færdselssikkerhed Jesper Sølund.
Han opfordrer politikerne til at overveje, om forbuddet mod at tale i håndholdt mobiltelefon under kørsel kan stå alene.
»Det kunne godt være, at det skulle udvides til et generelt forbud, men det skal også vejes op imod de positive effekter, hvor blandt andet politi og redningsfolk har stor gavn af de indberetninger, de får fra bilisterne,« siger Jesper Sølund.
Den australske undersøgelse er særligt interessant, da den i modsætning til de fleste tidligere studier på området ikke er baseret på laboratorietest, men på skadestuetal.
456 forulykkede bilister over 17 år har medvirket i den australske undersøgelse.
Undersøgelsen viser, at bilisterne har en øget risiko for at køre galt helt op til 10 minutter efter, at de har afsluttet samtalen.
Ifølge forskningsassistent Thomas Troglauer fra Danmarks TransportForskning er det da heller ikke det at skulle taste nummeret ind og holde telefonen, der er det farligste for bilisten.
»Det er snarere samtalens indhold, som påvirker bilistens koncentration. Derfor giver den nuværende sondring mellem håndfri og håndholdte telefoner også en falsk tryghed.
Hvis man virkelig ville gøre noget for trafiksikkerheden, burde man forbyde al telefonsnak under kørsel og ikke kun de håndholdte telefoner,« siger Thomas Troglauer.
- I Danmark er antallet af dræbte og tilskadekomne i trafikken faldet markant de seneste 10 år. I 2004 omkom 369 mennesker i trafikken, mens 3.561 kom alvorligt til skade.
Formand for Folketingets trafikudvalg Flemming Damgaard Larsen (V) kalder undersøgelsen meget interessant, men han vil ikke umiddelbart love politisk handling og helt forbyde snak i mobilen.
JP