Retssystemet smølede med voldssag
Retssystemet har været så længe om at få sat punktum i en voldssag fra Rødbyhavn, at den tiltalte, en dørmand, slipper for at komme i fængsel.
Østre Landsret har ændret byrettens dom på 40 dages ubetinget fængsel, så den 27-årige mand i stedet er idømt en betinget straf. Årsagen er den lange tid, der er gået med at afgøre sagen.
Det var en nat i august 2003, at dørmanden under sit job på "Classic Pub" på Lalandia slog en gæst i hovedet med knyttet hånd. Først i december 2004 - efter flere aflyste retsmøder, fordi vidner var ude at rejse - kunne retten i Maribo afsige dom.
/ritzau/