Minister vil ikke gribe ind over for slik med spiritus

Forbrugerminister Lars Barfoed (K) griber ikke ind over for slikproducenten Toms og detailhandlen i sagen om alkohol camoufleret som slik såsom Skildpadde-rom eller Gajol-vodka.

Det er nemlig ikke op til ham, men til Forbrugerombudsmanden at gribe ind i konkrete sager, oplyser ministeren til Ritzau.

Men fra den ferieramte minister er opfordringen klar nok alligevel.

- I lyset af debatten og den klare kritik, så har jeg svært ved at forestille mig, at Toms og detailhandlen fortsat vil stille de her ting på hylderne, siger han.

Fredag besluttede det såkaldte håndhævelsesudvalg, at rejse skarp kritik over for Toms Skildpadde-rom, Gajol-vodka og Spunk-vodka, fordi de tre mærker er så kendte af børn, at de ikke bør sammenkædes med alkohol.

Toms har besluttet at stoppe skildpadden, mens de andre - og bedre sælgende - produkter fortsat skal markedsføres.

/ritzau/

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen