Flere kvindelige værdier i forsvaret

På baggrund af en plan fra Udenrigsministeriet vil forsvaret nu undersøge, hvordan flere kvindelige danske soldater kan sendes ud og hjælpe kvinder i konfliktområder og dermed sikre fred.

Forsvarets internationale indsats skal i fremtiden i højere grad bygge på kvindelige værdier. Filosofien er, at kvinder i konfliktområder - som Kosovo, Afghanistan og Irak, hvor danske soldater er udsendt - ofte lider mere end mændene, og at danske kvinder i uniform er bedre til at hjælpe disse kvinder end deres mandlige kolleger.

»Man kunne tænke sig, at kvinderne i konfliktområderne vil tale godt om de udsendte styrkers indsats og lægge en dæmper på deres krigeriske mænd, hvis de får en bedre oplevelse af de internationale styrker. Dermed kunne opgaven måske også gøres nemmere og mindre farlig for vore udsendte styrker,« forklarer kontorchef i Forsvarsministeriet, Peter Wass.

Flere kvinder ønskes

Det er endnu uvist, hvilke kvindelige værdier, der er brug for, og hvad der konkret skal ske i forsvaret. Nu igangsættes imidlertid en undersøgelse, der skal føre til en konkret handlingsplan, som i løbet af 2006 skal gennemføres på alle niveauer ned gennem forsvaret.

Peter Wass forklarer, at planen er endnu en grund til at sikre, at flere kvinder bliver soldater i forsvaret, og at flere kvindelige soldater på længere sigt bliver udsendt. Han erkender, at det er et problem, at stadig færre kvinder de seneste år har ønsket at blive soldat. Kun fem pct. af de danske soldater er kvinder.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen