Flere studenter dropper fjumreår

Andelen af unge, der kommer hurtigt videre fra gymnasiet til videregående studier, er steget de seneste 10-15 år.

Det viser en rapport fra Danmarks Statistik ifølge Kristeligt Dagblad.

-Udviklingen går i den rigtige retning, hvis man synes, at folk skal hurtigt i gang med uddannelsen, siger kontorfuldmægtig ved Danmarks Statistik Nuri Peker.

Hvor bare 16 procent af en årgang i 1995 startede på en videregående uddannelse lige efter studentereksamen, var det i 2003 steget til 19 procent.

Desuden er markant flere af de unge kommet i gang inden for de første tre år efter deres studentereksamen fra 1989 til 2000.

Og endelig er andelen, der aldrig får en uddannelse, faldet fra 16 procent af en årgang i 1989 til 14 procent af en årgang i 1993.

Tendensen til, at flere kommer i gang hurtigt, er ikke nødvendigvis et tegn på, at den nugældende gymnasieordning har gået sin sejrsgang.

Flere eksperter peger på, at den offentlige debat om sabbatår og sløve danske unge i højere grad har sat skub i udviklingen. En af dem er Birgitte Gottlieb, der er medforfatter til en undersøgelse om overgangen fra gymnasiet til de videregående uddannelser.

- Mange har i den offentlige debat sat spørgsmålstegn ved værdien af at holde et sabbatår, og det ser vi effekten af nu. Desuden er det blevet mere tydeligt for mange, at de selv må gøre en indsats for at få den uddannelse og det liv, som de gerne vil have, siger hun.

Rektor på Aurehøj Gymnasium Marianne Zibrandtsen, der har været med til at formulere læseplanerne for den kommende gymnasie- reform, mener, at de unge i højere grad er præget af en folkestemning end en gymnasiestruktur.

JP

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen