Anmeldere af voldtægt møder stadig stor mistro
Kvinder bliver stadig mødt med mistro hos politiet, når de anmelder voldtægt. Især hvis de kender voldtægtsmanden i forvejen.
Det fremgår af en rapport om de professionelles arbejde med voldtægtsofre, skriver Politiken lørdag. Undersøgelsen er et led i Nordisk Ministerråds arbejdsprogram om køn og vold og fremlægges lørdag på en konference i Göteborg.
»Hun har formentlig været skidefuld« - eller »Hun er fuld af løgn og har ligget og bollet med én, som hun ikke vil gå hjem og fortælle sin kæreste om«, er nogle af de holdninger, politifolk lufter over for hinanden ifølge rapporten.
Også de sygeplejersker, som er ansat på centrene for voldtægtsofre, kan have en tendens til at lægge en del af ansvaret på kvinden selv, hvis der er tale om en såkaldt kontaktvoldtægt, hvor de to parter har en eller anden form for relation til hinanden, inden overgrebet sker, skriver Politiken.
JP