Med far til gymnastik

Lørdag er åndehullet i Kamal Qureshis 60 timers arbejdsuge, ingen debatmøder og nul kontorarbejde. I stedet tager han sine tre børn under armen til far-/barn-gymnastik - eller dværgkast, som han selv kalder det. Her nyder han nærværet i at tonse rundt med børnene helt selv - uden mors bekymringer.

Klask! 14 måneder gamle Mali snubler baglæns og rammer hårdt gymnastiksalens slidte trægulv. Han ser lidt paf ud - på vej til at græde. Som om han ikke helt kan forstå, at hans lille drengekrop tabte så voldsomt til tyngdekraften.

Den hvide bold, som Mali jagtede intenst, triller videre og får et par dask med på vejen fra vrimlen af børn og fædre i den gamle herresal på Institut for Legemsøvelser i København.

Der er far-/barn-gymnastik for fuld knald. Sådan er det hver lørdag. Fire hold med i alt et par hundrede børn og deres fædre tonser på skift rundt i ribber, ringe, tov, over og under forhindringer og i gedigen kænguru-stil hen ad den kæmpemæssige oppustelige madras, der breder sig fra den ene endevæg til den anden.

Lørdag formiddag er for børn i alderen 1-4 år, og godt 40 børn og fædre pisker rundt. Mali spejder efter far, Kamal Qureshi, som står og snakker nede i den anden ende af salen. Han har set Malis styrt, men bliver stående.

»Det nytter ikke noget at vise ham angst - det gør ham bare usikker. Han skal følge sine egne instinkter. Men sådan havde det nok ikke været, hvis mor havde set det,« siger Kamal Qureshi afslappet.

»Når mødrene en sjælden gang kommer for at hente børnene, gibber det i dem, når de ser alle redskaberne i salen. Så tænker de, "har mit barn været helt deroppe", eller "er det virkelig mit lille barn, der hænger helt af selv og svinger sig i ringene halvanden meter over jorden?",« fortæller den 34-årige SF-politiker og griner bredt.

Far-/barn-gymnastikken begyndte som et privat initiativ af en flok fædre for otte år siden. De savnede et gymnastisk fristed sammen med deres børn - uden mødrene. Kamal Qureshi har været med fra begyndelsen.

Og man kan nu godt forstå, hvis mødrehjerter lige skipper et slag eller tre ved synet af tumulterne i den gamle gymnastiksal. Fædrene kalder det selv for dværgkast, og der hersker en mild form for anarki og kaos.

Mali har rejst sig op igen og stavrer optimistisk videre efter den hvide bold, der er næsten halvt så stor som ham selv. Forbi ringene, hvor to små piger gynger heftigt frem og tilbage i halvanden meters højde, mens deres fædre står og sludrer. Ved siden af klatrer et par drenge rundt i ribberne flere meter over jorden, og otte-ti børn og voksne hopper løs på den store luftpude, så pumpen pruster for at holde liv i madrassen. Rundt omkring balancerer børn på bomme, bliver kastet rundt luften af far på bløde madrasser eller drøner rundt i vognen til rullemadrassen.

»Her kan børnene selv få lov til at udforske og afprøve deres grænser. De kan lege på deres egne præmisser, og vi fædre kan få lov at tumle med. Det er fantastisk. Det er en oase. Jeg vil ikke undvære det for noget som helst,« siger Kamal Qureshi.

Fælles univers

Mali har gået til far-/barn-gymnastik, siden han kunne kravle. Han er den yngste af en søskendeflok på tre, og hans to storesøstre, otteårige Nahtashah og femårige Safiya, er også vokset op med organiseret lørdagstumleri med far.

Som medlem af Folketinget og aktiv debattør arbejder Kamal Qureshi på den travle side af 60 timer om ugen. I hverdagene ser han sine børn om morgenen, og så i timerne fra sidst på eftermiddagen til de skal i seng. Og selv om han føler, at han ser meget til sine børn taget de mange arbejdstimer i betragtning, så er lørdagen hellig - kalenderen er næsten altid ryddet for møder og andet politisk arbejde.

»Der er selvfølgelig også en hel del egoistiske tanker forbundet med det fra min side. Jeg ser dem ikke så meget og nyder at have børnene på egen hånd. At skabe et fælles univers, som kun er vores, og mærke, at de bliver fortrolige med mig på en helt anden måde, end hvis vi bare sad hjemme i lejligheden og legede. Det har helt klart givet mig et tættere forhold til mine børn - specielt mine døtre. Det kan være svært for fædre, hvis ikke man får bygget en eller anden form for fællesskab op med sine døtre,« forklarer Kamal Qureshi.

»Samtidig vil jeg gerne kunne give dem et mere ligesindet forhold til mig, end det forhold jeg havde til min egen far som lille. Han legede med mig og var en kærlig far, men det var meget låst fast i roller. Han rendte ikke rundt og var abe eller slange og skabte sig tosset.«

Venner med fædrene

Mange af fædrene på holdet er gengangere fra tidligere hold, som nu tumler rundt med barn nummer to eller tre. Kamal Qureshi kender efterhånden flere af fædrene ganske godt, og de venskaber er langsomt også blevet en central del af lørdagen.

»Det er vigtigt for mig at være sammen med de andre fædre. De fleste af os er travle karrieremennesker, der ikke har så meget tid til venner og lignende i hverdagene. Lørdagen bliver et åndehul, hvor vi kan snakke mandesnak. "Hvad sker der med din gamle bil?", "Er den stadig på værksted?", "Hvor bor I henne nu?", "Hvordan går det med din kones studier?" - og alle de der forskellige ting,« siger Kamal Qureshi, mens han hele tiden skæver til, hvor Mali er stavret hen.

Lige nu er han langt om længe blevet træt af bolden og forsøger at klatre op på den oppustelige kæmpemadras. Far løfter ham op på den gyngende grund, kravler selv med op og hopper rundt på luftpuden, mens han holder fast i Mali.

Bagtanker

Efter en kravle-/hoppe-tur frem og tilbage på madrassen piler Mali videre - over til bommen, som han ikke kan nå. Far løfter ham igen op, men de bittesmå fødder vil ikke rigtig stå fast på bommens lakerede overflade. I stedet kaster Mali sig over klatretovet lige ved siden af.

»Min erfaring er, at hvis børn får lov til at gøre det på deres egne præmisser, så overskrider de ikke de grænser, hvor det begynder at blive farligt. De ved selv, hvor deres grænser er, det kan de mærke, og så udforsker de grænserne i små skridt på egen hånd og i eget tempo. De bliver meget hurtigt gode til at gynge og klatre højt, og det er meget sjældent, at nogle af børnene er kommet til skade.«

Ud over kvalitets-tumletid med børnene har gymnastikken også mere praktiske formål, påpeger Kamal Qureshi. Det handler om at styrke børnenes bevægelsesmønstre, muskulatur, vænne dem til motion og give dem flere fysiske strenge at spille på, når de bliver større.

Blandt andet derfor har Kamal Qureshi og hans kone Katja nægtet at lade Nahtashah gå til ballet, men i stedet meldt hende til svømning, fordi svømning styrker hele kroppen.

Som ung dyrkede Kamal Qureshi selv eliteidræt. Han blev københavnsmester i sprint og hækkeløb. Medaljerne ligger i en reolskuffe, filtret ind i hinanden i en nusset blå plastikpose.

»Jeg var også inde og snuse til ungdomslandsholdet i atletik, men eliteidræt er ikke for børn. Jeg tog en brat afsked midt i 2.g, da det blev alt for meget for mig. Derfor er jeg meget påpasselig med den idræt, mine børn dyrker. Det handler først og fremmest om sjov og ballade, om at røre sig og udvikle sig bredt.«

Lur på bagsædet

I den ene ende af salen står en rullemadras formet som en rund hule. Mali er kravlet ind i den. Det turde han ikke for et par måneder siden, men nu følger han efter de andre børn.

»Selv om Mali ikke er særlig gammel, er han allerede nu ovre ved de andre babyer og bytte bolde, snakke og kravle med dem. Det bliver man glad for at se som far,« siger Kamal Qureshi.

Klokken er lidt i elleve. Mali har tumlet rundt i en lille time, og de små ben er trætte. Kamal Qureshi bærer ham i pit, hvor han tanker op med et par hårde sug af en brikjuice.

Om lidt kommer mor og henter Mali. Men Kamal Qureshis gymnastikdag er langtfra slut. Nahtashah og Safiya er med på næste hold for de lidt ældre børn, og så skal farmand igen i ilden. Med garanti noget vildere end den første time.

»Mali er som regel fuldstændig flad og falder i søvn på bagsædet på vej hjem. Når jeg er færdig med pigerne en gang over middag, kan jeg ærlig talt også godt klare en lur på bagsædet.«

fritid@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen