59 involveret i større motorvejs-ulykke
To busser med elever fra Hørning Efterskole var sammen med en lastbil involveret i en større trafikulykke på motorvejen ved Vejle. Ni af eleverne har fået brud på arme eller ben, oplyser politiet.
En udflugt for 9. og 10. klasses elever fra Hørning Efterskole endte torsdag med, at de to busser stødte sammen.
Det nordgående spor blev lukket i adskillige timer på grund af ulykken.
De to busser havde netop overhalet en lastbil. Den ene bus var trukket ind i højre spor igen og den anden bus var i færd med det samme, da den første bus bremsede op. Det opdagede chaufføren på den anden bus for sent: Han klodsede bremsen, så hans bus blev ramt af lastbilen og derefter skred ind i den første bus.
En bil, der var på vej ad en afkørselsrampe til højre for busserne, blev også ramt.
Falck sendte ni ambulancer til uheldsstedet, mens politiet spærrede motorvejen i nordgående retning.
I alt var 59 personer involveret i ulykken. Ulykken skete mellem afkørslerne 59 og 60 i nordlig retning.
JP/Ritzau/