Borgmestre i kamp om pladserne
Kommunalreformen reducerer antallet af byrådspladser fra ca. 4100 til mellem 2500 og 3100. Og antallet af borgmestre bliver mere end halveret fra 271 i dag til lige under 105.
Men det afholder ikke det store flertal af borgmestre fra at være klar til at gå efter endnu en periode.
Ifølge Ritzaus rundspørge til samtlige landets borgmestre, som over 90 procent har svaret på, er tre ud af fire borgmestre klar til at genopstille, mens lidt færre end hver tiende allerede nu kan sige, at de ikke vil være at finde på stemmesedlen næste gang.
Når der bliver færre kommuner, færre byrådspolitikere og færre borgmestre, frygter en del borgmestre, at det nære demokrati kan få vanskelige kår.
Et af regeringens formulerede mål med kommunalreformen er ellers øget borgerindflydelse, mere demokrati og større brugerdeltagelse.