Kattelemmen blev en musefælde
De bliver færre og færre, de helt små kommuner, som vil bevare selvstændigheden og trodse kommunesammenlægningerne ved at vælge kattelemmen.
Som det ser ud i øjeblikket er der kun otte kommuner, som holder fast i ønsket om at beholde deres selvstændighed, og blandt de otte er fem ø-kommuner.
Blandt landets borgmestre er der også udbredt modstand imod kattelemmen, som beskyldes for at lade andenrangs kommuner slippe igennem til en plads på det nye kommunale Danmarks-kort.
En meningsmåling, som Ritzau har foretaget blandt landets borgmestre, viser, at to ud af tre af landets borgmestre er modstandere af kattelemmen, og modstanden er stor i næsten alle partier bortset fra hos De Konservative, hvor spørgsmålet har delt partiets borgmestre i to lige store lejre.