Præster skal advare muslimer der vil konvertere til kristendommen

Muslimske asylansøgere skal advares mod at tro, at de kan skyde genvej til en opholdstilladelse i Danmark ved at blive kristne.

Derfor får præster i både folkekirken og landets mange frikirker nu en fælles vejledning for, hvordan de skal rådgive muslimer, der vil konvertere til kristendommen. Det skriver Politiken fredag.

»Det er forekommet, at nogle mente, det var en genvej«, siger Henrik Ertner Rasmussen, leder af Dansk Europamission og medlem af det kirkelige udvalg, som har skrevet vejledningen. »Men så var nogle i hvert fald sikre på en dødsdom, hvis de blev sendt tilbage. Derfor er det vigtigt for os, at vi har en praksis, hvor vi ikke bare uden videre siger ja til at døbe nogen fra det ene øjeblik til det andet«.

I vejledningen opfordres præsterne til at gøre muslimer klart, at de ikke automatisk får asyl, selv om de konverterer. Ingen ved reelt, hvor mange muslimer der er konverteret, men man ved, at mange indvandrere søger mod frikirkerne. Alene pinsekirken i Odense har døbt 70 asylansøgere og indvandrere, oplyser præsten, Jan Due-Christensen.

JP

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen