K: Skatten skal hurtigt længere ned

Det skal bedre kunne betale sig at tage en uddannelse og få et vellønnet job, skriver Berlingske Tidende fredag. De Konservative vil lette beskatningen af den sidst tjente krone. Målet er et skattetryk på maks. 50 pct.

Antallet af danskere, der betaler top- og mellemskat, skal halveres, mener de Konservative, som vil gå til valg på et løfte om nye skattelettelser. I øjeblikket betaler fire ud af ti fuldtidsbeskæftigede topskat og over halvdelen mellemskat.

»Vi har overskud på de offentlige budgetter, overskud på betalingsbalancen, lav inflation og en sund økonomi. Det giver mulighed for at levere skattelettelser, og det må en kommende konservativ-liberal regering også gøre,« siger Bendt Bendtsen, formand for Det Konservative Folkeparti.

Han vil hæve mellemskattegrænsen fra 260.000 kroner til 315.000 kroner (grænsen efter arbejdsmarkedsbidraget). Beløbsgrænsen for, hvornår man betaler topskat, skal tilsvarende hæves fra cirka 311.000 kroner til 380.000. Bendtsen mener, at reformen vil styrke den økonomiske vækst, blandt andet fordi det vil gøre det mere attraktivt at tage en uddannelse. På længere sigt bør ingen økonomisk aktivitet bør beskattes med mere end halvtreds procent, mener Bendt Bendtsen.

JP

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen