Kritisk syge flyttes mellem sygehuse
Problemer med kapaciteten på landets intensivafdelinger betyder, at et stort antal operationer må aflyses, og at alvorligt syge patienter hyppigt må overflyttes til andre sygehuse, skriver Berlingske Tidende fredag. Amterne må prioritere området, siger minister.
Over 1.000 kritisk syge patienter, som svæver mellem liv og død, får hvert år enten aflyst deres operation eller må transporteres rundt på landevejene til et andet sygehus, fordi der er problemer med kapaciteten på landets intensivafdelinger.
Det fremgår af en undersøgelse fra Sundhedsstyrelsen, der vurderer, at antallet af flytninger og aflyste operationer »forekommer højt«. Undersøgelsen får nu sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen (V) til at opfordre amterne til at fokusere mere på indsatsen for de kritisk syge patienter, der f.eks. har været impliceret i trafikulykker eller har svigtende hjertefunktion.
»Der hvor der er åbenlyse problemer med overflytninger og aflyste operationer, bør man tage fat på problemerne ved at prioritere området og se på den måde, man bruger den intensive kapacitet på,« siger ministeren.
JP