Forsker: SF's ja ingen garanti for flertal
Et klart ja til EU-forfatningstraktaten fra SF's partimedlemmer er ingen forhåndsgaranti for, at et vælgerflertal også siger ja til den kommende folkeafstemning.
Regeringen og Folketingets andre EU-ivrige partier - Socialdemokraterne og De Radikale - betragter resultatet af SF-urafstemningen som vand på deres mølle til den kommende folkeafstemning, som statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) ikke har sat dato på endnu, og som skal afholdes inden for et par år.
Men valgforsker ved Aalborg Universitet, professor Jørgen Goul Andersen siger, at historien ikke uden videre behøver at gentage sig fra 1993, da SF vendte et nej til Maastricht-aftalen fra året forinden til et ja til Edinburgh-aftalen og dens EU-undtagelser, hvorpå et vælgerflertal fulgte trop.
- Det afhænger ikke kun af hvem, der siger noget, men også hvad de siger. Ja-siden kan ikke vinde per automatik, men ja-siden vil alt andet videre stå stærkere ved, at SF siger ja efter at have sat sig ind i sagen, siger Jørgen Goul Andersen.
/ritzau/