Politichef: Travle jurister giver lange fængslinger
Travle advokater har svært ved at sige nej til nye klienter. Og det er i nogle tilfælde forklaringen på, at tiltalte i straffesager tilbringer adskillige måneder i varetægt, inden de får deres sag for retten.
Det siger politidirektøren i København, Hanne Bech Hansen.
- Forsvarernes rolle har manglet totalt i debatten om de langvarige varetægtsfængslinger. Her i Danmark er der en meget lille kreds af forsvarsadvokater, der efter min mening påtager sig alt for mange straffesager.
- Når de har en fuld kalender, burde de sige til klienten: Du løber den risiko, at du kommer til at sidde tre-fire måneder længere i varetægt, hvis du tager mig. Men hvis du tager en rigtig god kollega, kan du komme for retten tidligere, lyder det fra politidirektøren.
/ritzau/