Glæden ligger i fordybelsen

Efter en vild ungdom med ekstremsport, stunt og klassisk kunst har Martin Spang Olsen fundet ro i kung fu-stilarter, der tilstræber indre balance og meditativ ro. De kinesiske metoder giver stringens i et ellers meget sammensat liv.

Martin Spang Olsen? Stuntman, vil de fleste sige. Eller var det forfatter? Maler? Musiker? Skuespiller? Det er faktisk lidt af det hele. Foredrag holder han mange af. Pædagogik og indlæring ved han også noget om. Og kampsport, bungeejump og fægtning. Han har også designet sit eget hus - og anlagt haven.

42-årige Martin Spang Olsen har mange talenter, der har ført til et væld af forskellige aktiviteter. Som søn af maleren Nulle Øigaard og tegneren Ib Spang Olsen har han været så smækfuld af ideer og energi, at det slet ikke var muligt kun at satse på én karriere. Han sammenligner energien med en elektriktrisk strøm - en konstant, som bare er der, og som man ikke kan tænde og slukke for. Eller trætte.

»Hvis jeg sætter mig i sofaen og læser en avis, så slapper jeg ikke af. Jeg tænker straks: Det er jeg uenig i, det kunne jeg skrive noget om. Så klipper jeg artikler ud, og pludselig er der sat gang i en masse ideer og tankerækker, der tonser af sted,« forklarer han.

Samler trådene

Mørket falder på, mens vi drikker grøn te i det svenske træhus, som han og hans kæreste har bygget ned til Brådebæk Sø i Hørsholm. Der hænger en kolossal, rød boksebold for enden af hans lange skrivebord, og væggene er tapetseret med bøger.

Som stuntman har asiatisk kampteknik været en naturlig følgesvend for Martin Spang Olsen, der startede med karate som 12-årig. Men i hans voksne liv er den meditative ro, som man kan finde i de såkaldte "indvendige" kung fu-stilarter, blevet en nødvendighed for at lære at slappe af og finde balance i sit liv.

Kampteknikkerne har samlet nogle af hans livs mange tråde, fordi den indre fordybelse, man kan finde i kampkunst, hænger nøje sammen med andre kunstformer.

Lige nu er han på vej til Kina for i tre uger at få undervisning af en række af verdens ypperste mestre og komme tættere på de indre kvaliteter i kampkunst. En proces, han blev tvunget ud i af sin lærer - og sit stressede liv.

»Jeg havde dyrket kampstilarter i mange år - også de mere meditative - men lavede en masse andre ting også. For fem år siden blev min lærer, George Xu, lidt træt af det og sagde: "Nu må du vælge, om du vil have indvendig styrke eller udvendig styrke, for du kan ikke se to fjernsyn på samme tid". Jeg ville nødig slippe min fysiske styrke og min kontrol helt. Jeg var meget fysisk stærk dengang,« siger han.

Alligevel holdt han op med at træne hårdt fra den ene dag til den anden. For at koncentrere sig om sin indre balance og fokusere sin kraft og energi.

»Det blev jeg nødt til. Og den proces, at gå fra ydre styrke til indre styrke, er meget ubehagelig, præget af stor usikkerhed og utryghed, fordi der er en periode, da man slet ingenting kan. Man dropper sin ydre styrke, og man har ikke nogen indre endnu. Jeg er ikke igennem den proces endnu, for det indre er endnu ikke lige så stærkt, som det ydre var. Men det er mere intilligent,« forklarer han.

Balance i energierne

I dag træner han ikke på en fysisk krævende måde. Han øver det, han kalder essenser. Han rejser sig op og demonstrerer, hvordan han først synker sammen i leddene, så han kommer til at stå godt på fødderne. Så hvirvler han rundt om sig selv på gulvet:

»Jeg bygger først energien op og følger den, hvor den går hen. Det ligner en slags dans,« mumler han, mens hans hjemmesko elegant hvisler hen over trægulvene, og arme og ben kører i mønstre og markeringer.

»Men hver ting markerer spark og slag og greb. Jeg slår op i hovedet, slår hånden væk, går frem og sparker - det er angreb hele tiden. Men det er alt sammen venskabeligt, vi rammer ikke hinanden; man bliver så sensitiv, at man kan mærke hinandens energier.«

Kung fu skal altid have seks dimensioner for at skabe den totale indre balance. Op-ned, venstre-højre, frem-tilbage. Strækker man højre arm frem i et slag, skal den venstre trækkes tilbage. Hvis det lykkes, bliver den indre energi fuldstændig fokuseret.

»Det gør det utrolig svært at lave. Men man er fuldkommen klar over, hvis man gør det rigtigt.«

»Jeg har faktisk aldrig været i et slagsmål,« siger han, da han er kommet ned på kontorstolen igen.

»Jeg kan mærke kampenergierne stige op i folk, længe før et slagsmål opstår, og jeg afskyer vold. Så jeg dyrker ikke kampkunst kun for at kunne slås, men mere for at få balance, et langt liv, tænke klart, blive kreativ.«

Når han har opnået et tilfredsstillende niveau inden for de indre værdier, kan han begynde at træne fysisk igen, hvis han vil. Men ikke før.

Alt for meget knald på

Men tiden var nok også moden til at stoppe det vilde liv. Efter at have startet en stuntskole med sin bror Lasse i starten af 1980'erne, læste han musikvidenskab på universiteter i København og London. Han spillede klassisk guitar, komponerede, malede og spillede teater. Og kastede sig ud fra fly og kraner og ræsede af sted på heste og motorcykler. Stressede fra musikundervisning til maleriet - og underviste i det hele. Han blev mere og mere fanatisk for at få alle tingene til at hænge sammen.

»Der var enormt meget knald på. Alt for meget energi i alle retninger. Jeg var sindssygt bange for mange af tingene og har stresset mit nervesystem på alle mulige måder,« fortæller han.

Samtidig var kroppen ved at være slidt ned, da han var 35. Korsbåndet knækkede to gange, han forstuvede knæet otte gange i løbet af 10 år - karrieren som stuntman sang på sidste vers. Selv om skaderne faktisk ikke skyldtes stunt.

»Min mester sagde, at hvis jeg ikke holdt op med at leve sådan, ville der komme så meget pres på hjertet, at det måske ville slå mig ihjel. Det var meget mærkeligt at holde op med at træne. Men også en stor lettelse, for jeg troede, at alt det dér var min identitet.«

Længslen efter fordybelse

Martin Spang Olsens sammensatte liv gav sig bl.a. udtryk i nogle sære fester, hvor hans meget forskellige venner mødte hinanden. Kamikaze-piloterne fra stuntskolen mødte de højpandede, super-intellektuelle, klassiske kunstnere. Og understregede de store ekstremer i hans liv.

Men samtidig med at kroppen - og mesteren - har sagt fra, har der også indfundet sig et håb om, at de mange talenter kan udfolde sig i en mere stabil karriere - med netværk og miljø. Han hører hverken til hos malerne, musikerne, skuespillerne eller hos stuntmændene og kampfolket, der sjældent er særligt kunstnerisk interesseret.

»Jeg har ting, jeg gerne vil vise verden, men som jeg aldrig får lavet. Og nu er det næsten for sent - jeg har ikke holdt mine maleriske og musiske teknikker vedlige i årevis. Jeg var ellers meget talentfuld, da jeg var 15,« smiler han.

»Jeg har aldrig kunnet koncentrere mig om at øve det samme i lang tid. Jeg keder mig hurtigt, og det er selvfølgelig også en af grundene til, at jeg har spredt mig. Men samtidig har jeg været interesseret i at nå ind bagved og søge fordybelsen. Og det gode ved kung fu er, at jeg kan træne essens uden teknik. Glæden ligger i den store fordybelse og det store udtryk,« siger han.

»Det er ikke perfektionisme. Det er mere længslen efter det fuldkomne.«

Kampkunsten giver ikke nogen egentlig anvisning til en karrierevej. Men det giver en stor indre kraft og balance, som han kan bruge i andre sammenhænge: Til at mærke, om andre mennesker og systemer er i balance, men også til at se, hvor svagheden ligger i et musikstykke eller et maleri. En evne, hans familie og venner faktisk af og til betvivler, fordi han ikke selv er ekspert i en enkelt kunstretning.

»Min familie har altid syntes, jeg var lidt skør. De har gjort meget grin med mig, fordi jeg i perioder har været så asketisk og pedantisk,« siger han.

»Og så har de troet, at jeg var meget selvglad, hvilket jeg egentlig aldrig har været. Tværtimod var jeg lidt usikker på det hele, fordi jeg hver dag tænkte over de store spørgsmål; hvor standser mennesket, hvor begynder Gud? Hvor dybt kan man gå ned i sin underbevidsthed, hvordan udvikler vi grænseløshed?«

Grundstress

I dag forsøger Martin Spang Olsen at fokusere på nogle enkelte ting - selv om det holder hårdt. Han har skrevet oplæg til fem filmmanuskripter i foråret og vil muligvis instruere nogle af dem selv, hvis tingene flasker sig. Han er flyttet på landet med sin kæreste og sin søn på to år. Og er færdig med at lave stunt. Eller - næsten færdig.

»Jeg havde egentlig besluttet, at jeg ikke ville lave stunt mere. Men for et år siden stunt-koordinerede jeg en norsk film. Og så var der en bil, der skulle trille rundt, og så var det nemmere, at jeg selv gjorde det. Men ellers er det slut: Det skader min krop og mit nervesystem, jeg behøver ikke de ekstremer mere. Selv om jeg savner noget af det meget - spring og vendinger i luften. Det grænseløse. Det var sjovt,« siger han.

Kung fu'en har givet ham afspændingsteknikker og meditation, så han i dag nærmest kan slappe af på kommando.

»Jeg kan slappe af i enhver situation. Men jeg har ikke løst min grundstress.«

fritid@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen