Strukturen sendt i høring
Til februar vil de fleste af landets nye og store kommuner få at vide, om Indenrigsministeriet vil godkende deres nye grænse.
Indenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (V) håber, at han på det tidspunkt vil kunne give, hvad han kalder for et "klart signal" til kommunerne, om de kan klø på med fusionen.
Onsdag sendte indenrigsministeren de 48 lovforslag, som skal danne grundlaget for kommunalreformen i høring.
- Vi vil lytte til alle organisationer og til hverdagens eksperter, lovede Lars Løkke Rasmussen, da han præsenterede den samlede bunke af lovforslag.
Høringen løber til den 7. januar, og allerede den 26. januar fremsætter regeringen lovpakken for Folketinget, som til gengæld først får lov til at gå på sommerferie, når kommunalreformen er vedtaget.
Lars Løkke Rasmussen kalder det ikke alene en kommunalreform, men også en skjult sundhedsreform. Den centraliserer sundhedsvæsnet med mere magt til ministeriet og til Sundhedsstyrelsen.
/ritzau/