Det nye venstre mod det gamle højre

Efter årtiers modstand eller skepsis er den danske venstrefløj begyndt at ligne resten af Europa - vendepunktet forklares med, at efter EU's udvidelse repræsenterer Unionen ikke længere de riges klub.

København/Paris:

For nogle år siden deltog SF'eren Steen Gade i et debatmøde om EU og arbejdsmarkedet. Pludselig kom det: »Man kunne næsten ønske sig Jacques Delors tilbage.«

Bemærkningen udtrykker et vendepunkt i venstrefløjens forhold til Europa - fra udtalt skepsis over for europæisk integration til at betragte EU som redskab til at forfølge politiske mål som socialisten Delors.

Den dynamiske formand for EU-kommissionen, drivende kraft bag Maastricht-traktaten og Den europæiske Union repræsenterede før alt det, som venstrefløjen elskede at hade.

Også den italienske kommunist Altiero Spinelli har vakt venstrefløjens vrede. Ophavsmand til firsernes udskældte Spinelli-plan fra 1984 om en europæisk union. En tanke han og andre modstandsfolk - typisk fra venstrefløjen - fødte allerede i 1944, da modstandsbevægelserne samledes i Genéve og blev enige om, at nationalstaten var forældet og måtte erstattes af et forenet Europa.

Men Delors blev 1980ernes personificering af udslettelsen af nationalstaten, som siden afstemningen i 1972 har været kernen i den danske EU-modstand.

Udtrykt i de plakater, som den tidligere SF'er John Iversen satte op i Grindsted: Billeder af sommer-Danmark med bølgende marker. "Dette land er vort," stod der med store bogstaver hen over billedet.

Plakater

På andre lygtepæle hang plakater fra DKP, hvor der var sat en fed sort streg ved den dansk-tyske grænse. "Her går grænsen".

»Næsten alle de nej-plakater kunne gå direkte ind i Dansk Folkepartis kampagne i dag,« har John Iversen, der i dag er socialdemokrat og entusiastisk europæer, siden konstateret.

Efter SF i foråret sprang med på EU-vognen, oplever danskerne nu for første gang en valgkamp, hvor den danske venstrefløj er i samklang med sine meningsfæller i Europa.

For EU-skepsis har i det gamle Europa traditionelt været en sag for nationalistisk betonede partier på højrefløjen, der frygter følgerne af en føderal model.

Enkelte på det yderste højre kræver deres land trukket ud af samarbejdet, mens flertallet, de såkaldte suverænister, kræver, at samarbejdet udvikles som et praktisk fællesskab mellem uafhængige, suveræne stater. De afviser massiv magtoverdragelse til Bruxelles.

Mens EU-modstanden stadig er uhyre moderat i traditionelle modtagere af EU-støtte som Spanien og Portugal, har der i de gamle medlemslande altid eksisteret en udbredt skepsis over for EU-projektet blandt nogle borgerlige navnlig på det yderste højre.

Men også på den yderste venstrefløj afviser de fleste partier Den europæiske Union som et uacceptabelt, kapitalistisk eksperiment, hvis markedsøkonomiske model gør det umuligt for de enkelte lande at træffe beslutninger om fordelingen af landets rigdomme. En holdning, som også den yderste venstrefløj i Danmark, Enhedslisten, repræsenterer. Partiet har således valgt at stille op sammen med Folkebevægelsen mod EU.

Meningsmålinger tyder på, at også danskernes EU-modstand er flyttet til højrefløjen. Mest tydeligt repræsenteret af Dansk Folkeparti, der ligefrem har foreslået en folkeafstemning om dansk EU-medlemskab, men til dels også af Venstre og konservative, der allerede i opposition brød deres traditionelle EU-venlige holdning, da de to partier var enige om, at Danmark skulle stå uden for visse dele af EU's flygtninge- og indvandrerpolitik.

For andre europæere har den specielle danske socialistiske skepsis været en gåde i det internationale samarbejde. Mens deres europæiske kammerater har betragtet EU som løftestang for bedre arbejdsforhold, har danske socialisters pejlemærke været angsten for at dele den danske velfærdsstat eller at miste tilkæmpede goder.

»Et land som Italien mente, at EU kunne bruges til at opbygge velfærdsstaten, den interesse var der ikke fra den danske venstrefløj,« siger SF's Aage Frandsen.

Den danske EU-skepsis er dukket op i samtlige valgkampe og for den sags skyld meningsmålinger, siden Jens Otto Krag i de tidlige tressere for første gang flirtede med tanken om at knytte Danmark til Europa. Styrkeforholdet har ligget omkring 60:40 - undertiden i tilhængernes favør, undertiden i modstandernes. Den igangværende valgkamp adskiller sig fra andre ved, at temaet ikke har været ja eller nej til EU. I stedet diskuteres: hvilket EU.

Ifølge Aage Frandsen er det en direkte konsekvens af EU's udvidelse.

»Nu er det ikke længere de riges klub med seks medlemmer,« siger han.

Et andet argument er politisk:

»EF drejede sig kun om handel, nu er der også grænseoverskridende emner, eksempelvis miljø ,på den europæiske dagsorden,« siger han.

Men var det ikke netop det grænseoverskridende forpligtende samarbejde, modstanderne argumenterede imod?

»Jo,« svarer Aage Frandsen, »men reaktionen gik ikke på indholdet men "Fort Europa", dengang EU ville have det hele for sig selv.«

Vendt stemning

Før SF har de radikale og Socialdemokratiet taget turen fra modstandere eller skeptikere til fuldtonede europæere. Tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) fik vendt stemningen i Socialdemokratiet før euro-afstemningen i 2000, da partiet med overvældende flertal sluttede op om dansk deltagelse i EU's fælles mønt. I nederlagets stund på valgaftenen sprang de radikales partileder Marianne Jelved ud som fuldtonet europæer i et opgør med partiets skeptikere, der har rod i den nationalt sindede højskolebevægelse, hvor man synger med på Grundtvigs kærlighed til fædrelandet med de nordiske helte og kæmpehad til romeråget.

Den specielle danske sammensmeltning af venstrefløj og højskolebevægelse er ifølge sociologen Henrik Dahl en del af forklaringen på den danske EU-skepsis.

»I de første anti-EF-kampagner i 70'erne flytter modstanderne ind i den symbolverden, som højskolen stiller til rådighed. Højskolen har bidraget til en særlig dansk formulering af det nationale, blandt andet begrebet folkelighed,« siger han og henviser til Ebbe Kløvedal Reichs bøger "Frederik" og "Fæ og Frænde" som eksempler på en nyskrivning af danmarkshistorien, hvor det danske betragtes som modstykke til det europæiske.

Forsømmelse

Ser man på Danmarks EU-historie er det spørgsmålet, om den danske modstand har fået lov at gro, fordi tilhængerne har forsømt at præsentere en sammenhængende vision for Europa. Danmark stemte sig ind i EF med pengepungen i 1972. Hensynet til markedet gik igen under afstemningen til EF-pakken i 1986. Over for tilhængernes argumenter om tysk markedsadgang, slog modstanderne stærkt på følelserne: Et lille land som, Danmark skulle ikke blande sig i europæisk stormagtspolitik.

En holdning, der har rødder i nederlaget til tyskerne i 1864. Fra da af gjaldt det om at undgå skæbnefællesskab med tyskerne. Flere historikere har peget på dyrkningen af denne nederlagsmyte som forklaring på den danske modstand mod at blande sig med Europa.

For nogle socialdemokrater har erkendelsen af Tysklands placering i Europa imidlertid været medvirkende til, at de blev omvendt fra modstandere til tilhængere af EU. Det har eksempelvis tidligere EU-kommissær Ritt Bjerregaard givet udtryk for. Efter murens fald så hun nødvendigheden af et europæisk Tyskland frem for et tysk Europa.

Men spørgsmålet er, om danskernes generelt mere positive indstilling til Europa kommer for sent? De tyskere, der virkelig ville Europa - tidligere CDU-formand Helmut Kohl og den liberale udenrigsminister Hans Dietrich Genscher er afløst af den mere tøvende socialdemokrat Gerhard Schröder. Samtidig har flere EU-landes regeringschefer erklæret, at de vil udskrive folkeafstemning om den næste EU-traktat. Resultatet kan blive en brat opvågnen for det europæiske projekt.

Anden Verdenskrig

Tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen (V) peger på, at den nye generation af tyske ledere ikke har samme personlige erindring om Anden Verdenskrig som forgængerne.

»De siger ikke som Genscher, at skal vi undgå et tysk Europa må vi skabe et europæisk Tyskland, men snarere som Edmund Stoiber "vores europæiske identitet må ikke dække over vores tyske identitet".Derfor var det i sidste øjeblik, at vi fik euroen. Det var den nuværende ledelse i Tyskland næppe gået med til,« siger Uffe Ellemann-Jensen og tilføjer:

»Det er en af de sammenhænge, som de historieløse danske EU-modstandere og -skeptikere endnu ikke har fattet.«

jette.maressa@jp.dk

jorgen.ullerup@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen