Rod i kostråd til gravide

De gode råd om ernæring til gravide lyder ret forskellige alt efter, om man spørger i Norge, Sverige eller Danmark. Det forvirrer unødigt, siger jordemoder.

Vejledning om kost til gravide varierer så meget fra land til land, at det skaber forvirring og usikkerhed. Det mener jordemoder Gitte Dencker fra Frederiksberg Hospital. Hun møder dagligt kvinder der er i tvivl og som spørger om alt fra kosttilskud til, hvorvidt tun på dåse kan spises ad libitum. Og svarene blæser i vinden, mener hun.

»Det er uforståeligt, at kostrådene varierer så meget i de nordiske lande, hvor forholdene ellers er ret sammenlignelige. De danske kostråd er sparsomme, og de virker småtilfældige,« siger hun.

I Danmark har Fødevaredirektoratet f.eks. ikke nogen anbefaling eller advarsel mod brug af kosttilskud, mens de norske og svenske sundhedsmyndigheder både advarer mod specifikke produkter som Q-10 og Ginseng og råder de gravide til generel forsigtighed.

Usikkerhed om fisk

Også når det drejer sig om spisefisk og indtagelsen af kaffe, te og cola og bløde oste, er der variation.

Danmark og Sverige anbefaler, at den gravide højst drikker tre kopper kaffe dagligt, eller det der svarer til 300 mg koffein, mens de norske myndigheder gravide frarådes at drikke mere end en til to kopper kaffe.

I Danmark anbefales den gravide at spise fisk flere gange om ugen. Dog skal hun undgå store portioner tun, helleflynder, sværdfisk, oliefisk, rokke, gedde, aborre og sandart. »De store fisk sidst i fødekæden har ophobet mest kviksølv. ...Alle andre almindelige spisefisk kan man spise uden problemer,« står der på Fødevaredirektoratets hjemmeside.

Det mener Statens Næringsmiddeltilsyn i Norge, og Livsmedelsverket i Sverige dog langt fra.

Sild og laks fra Østersøen bør højst spises en enkelt gang om måneden, siger de svenske myndigheder, der også råder alle gravide til at undgå ål, rå skaldyr og torskelever.

Ingen har ansvar

I Norge er der særlig fokus på listeriabakterier ved indtagelse af fisk, og derfor bør den svanger undgå krabbeindmad og være opmærksom på, om røget, gravad og vakuumpakket fisk er helt frisk.

»Der er ikke fra centralt hold i Danmark blevet kigget på emnet i lang tid, og ingen har det overordnede ansvar for netop dette område,« siger cand. scient. Lone Banke Rasmussen fra Fødevaredirektoratet.

Sundhedsstyrelsen udgiver bogen "Barn i vente", som i yderst generelle vendinger omtaler bl.a. kosten, og man viser herfra tilbage til Fødevaredirektoratet for nærmere oplysninger.

Jordemoder Gitte Dencker råder indtil videre alle gravide til at bruge deres sunde fornuft, når de er i tvivl. Og ja, tun på dåse - ikke frisk tun - kan den gravide kvinde trygt spise løs af. Hvis ellers hun følger rådet fra Statens Næringsmiddeltilsyn i Norge.

kirsten.elley@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen