Mindre næse til justitsministeren

Justitsminister Lene Espersens (K) næse skrumper i sagen om den forsvundne fhv. irakiske hærchef Nazar Al-Khazraji. Dansk Folkeparti er enig med Venstre og De Konservative om en mindre kritisk beretning fra Folketingets retsudvalg, som i dag udskød sagen til i morgen.

Det er "utilfredsstillende og kritisabelt", at hærchefen uhindret forsvandt i marts kort før Irakkrigen. Lene Espersen har ansvar for tilsyn med Justitsministeriets myndigheder. De tre partier noterer, at hun har kritiseret forløbet og vil stramme reglerne for efterlysninger, hedder det i beretningen.

For to uger siden fandt retsudvalgets udkast det "yderst alvorligt og stærkt kritisabelt", at justitsministeren ikke forudså, at hærchefen ville stikke af. Før havde han forgæves søgt om lov til at forlade Danmark for at deltage i forberedelser af krigen mod Irak.

Nu opfordrer flertallet hende og integrationsminister Bertel Haarder (V) til at frihedsberøve udlændinge på tålt ophold, hvis de er mistænkt for krigsforbrydelser, forbrydelser mod menneskeheden eller anden alvorlig kriminalitet. Desuden skal regeringen få hærchefen retsforfulgt ved et retsopgør mod Saddam Husseins regime i Irak.

/ritzau/

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen