Pizza-Aage afviser bøde
Pizza-Aage fra Fanø nægter at betale en bøde på 5000 kroner, som han onsdag blev præsenteret for af politiet, fordi han har nægtet at servere mad for tyskere og franskmænd.
»Bliver jeg dømt, insisterer jeg på at sidde bøden af,« siger Aage Bjerre, der siden februar har nægtet at servere pizza for tyskere og franskmænd, fordi disse to landes regeringer har været imod krigen i Irak.
Pizzamanden er blevet tiltalt for overtrædelse af den milde racisme-paragraf om forskelsbehandling. Til gengæld er han efter indstilling fra Rigsadvokaten ikke tiltalt for rendyrket racisme ved at overtræde straffelovens grove racisme-paragraf om diskrimination.
I den seneste tid har Aage Bjerre været udsat for hærværk mod sin butik i Nordby på Fanø, og han har planer om at flytte forretningen til Esbjerg.
Vicepolitimester Steen Bøjlund, Esbjerg, oplyser, at han har rejst tiltalen, efter at Rigsadvokaten har fundet, at der ikke ligger nogen forhånelse i at nægte at servere pizza for tyskere og franskmænd på grund af disse landes regeringers holdning i Irakkrigen. Derfor kan den skrappere bestemmelse i straffelovens paragraf 266 om diskrimination ikke bruges, men alene den milde bestemmelse om forskelsbehandling.
Pizzeria-ejer Aage Bjerre gjorde sig allerede i februar så bemærket i optakten til Irakkrigen.
Kujoner
Af piktogrammer i pizza-baren i Nordby på Fanø fremgik det, at tyskere og franskmænd var uønskede, og pizzamanden lod sig gang på gang citere i pressen for, at han var stiktosset på tyskere og franskmænd.
»Franskmændene er nogle kujoner, og de har karantæne på livstid. Og så længe Tyskland optræder illoyalt over for USA, så gider jeg ikke lave mad til dem,« sagde Pizza-Aage.
Vicepolitimester Steen Bøjlund oplyser, at kravet om bødestraffen på 5000 kr. er sendt til retten, fordi der ikke findes fortilfælde, og at der ikke kan fastsættes en bøde, som det sker, når folk kører uden cykellygte. Bødeniveauet er anlagt efter tidligere sager, hvor bl.a. restauratører og diskoteksejere har nægtet bl.a. indvandrere adgang.
/ritzau/