Ekspert advarer mod liberalt pensionsmarked

En førende europæisk ekspert i pension advarer den danske regering mod at foretage omfattende liberaliseringer af danskernes opsparing til alderdommen.

I Thatcher-perioden fik briterne lov til at flytte deres penge fra den britiske pendant til ATP-ordningen, og det efterfølgende retsopgør med private pensionsfirmaer er stadig ikke afsluttet.

Mange private kunder blev snydt af smarte sælgere fra private pensionsselskaber og fik medhold i retten, lyder advarslen fra Alan Pickering, der er formand for The European Federation for Retirement Provision og rådgiver for den britiske regering i pensionsspørgsmål.

"Vi har ikke haft lykkelige erfaringer med liberaliseringen. Vi har et stort retsopgør mod de private selskaber. Og vi har fået et utrolig kompleks system, som vi i dag gerne villet have været foruden, så jeg kan ikke anbefale nogen at gå i Storbritanniens fodspor," siger Alan Pickering.

Et embedsmandsudvalg i Danmark er nu klar med et idékatalog til regeringens store prestigeprojekt om frit valg for placering af danskernes 1500 milliarder kroner store pensionsformue. Men regeringen er ifølge Ritzaus oplysninger blevet forsinket på grund af intern uenighed, og rapporten forventes først at blive offentliggjort i begyndelsen af maj.

/ritzau/

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen