Forskere i kamp om barnløses æg

Regeringen vil tillade, at forskerne kan bruge befrugtede æg, der er tilovers fra behandling med kunstig befrugtning, hvis parret siger ja til det.

Men en af de forskere, der er interesseret i at forske i de overskydende æg, siger, at der ikke bliver mange æg til forskning, hvis kun de overskydende æg må bruges, skriver Berlingske Tidende.

Seniorforsker på Rigshospitalet, Claus Yding Andersen, vurderer, at der årligt kun bliver en halv snes gode æg til rådighed for forskerne.

Samtidig advarer han om, at der kan gå mange år, før forskerne kan komme i gang med forskningen, hvis regeringen også, som bebudet, vil forlænge den periode, hvor æggene må være nedfrosne.

- De fleste overskudsæg er af så dårlig kvalitet, at vi ikke kan bruge dem. Blandt de, der kan bruges, tyder undersøgelser på, at halvdelen vil blive doneret til forskning af de par, der ejer dem. I sidste ende, tror jeg kun, at det blive muligt at isolere omkring 10 stamcellelinier om året, hvor målet på længere sigt er 4000 stamcellelinier svarende til antallet af menneskers forskellige vævstyper, siger Claus Yding Andersen.

Han foreslår derfor, at forskerne også får adgang til at tage celler ud af de friske befrugtede æg, der skal sættes op i kvindens livmoder.

/ritzau/

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen