Overfald på kvinder kan have forbindelse til drabssag

Gerningsmanden til to overfald på kvinder i Frederikshavn i eftermiddags kan være den samme, som i sidste uge slog den 78-årige Gerde Elisabeth Kristensen ihjel i hendes hjem på Kløvervej, mener politiet.

Det første overfald fandt sted lidt over klokken 16.30 på kirkegårdskontoret på Gammel Skagensvej, hvor en kvinde, der gjorde rent, blev overfaldet med halsgreb og tvunget til jorden. Hun skreg og manden flygtede. Kvinden var i aften indlagt på Hjørring Sygehus til behandling for chok.

Halvanden time senere gik det ud over en kvinde, der gjorde rent på Munkebakkeskolen på Olfert Fischers Vej. Kvinden blev grebet bagfra og tvunget ned på gulvet. Hun gjorde modstand. Det fik ham til at springe ud ad et vindue og stikke af.

Overfaldsmanden beskrives som 16-19 år, 165-175 cm høj og spinkel af bygning med kort, mørkt hår. Han var iført en sort jakke, sort halstørklæde, mørke bukser og mørke handsker. Under overfaldet på kirkegårdskontoret var han desuden iført et sort rund hue, muligvis med striber.

/ritzau/

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen