Fostre scannes for mongolisme
Hovedstadens Sygehusfællesskab vil i løbet af kort tid tilbyde alle gravide kvinder en ultralydsscanning. Scanningen skal vise, om der er risiko for, at deres foster har Downs syndrom, der også er kendt som mongolisme.
Scanningen vil blive kombineret med en blodprøve fra moderen. Denne test er i de seneste tre år blevet brugt på 10.000 kvinder i et projekt, der har vist, at 75 pct. af alle fostre med Downs Syndrom opdages.
Ifølge Karen Wøjdemann, der har stået for undersøgelsen og forleden forsvarede sin ph.d.-afhandling på Hvidovre Hospital, har man undersøgt om fostrets nakkefold er forstørret, hvilket den er hos de fleste fostre med Downs Syndrom.
"Vi har gennem studiet påvist, at ultralydsscanningen opdager 75 pct. af tilfældene, og det er under to pct., der er falsk positive," siger Karen Wøjdemann.
"Omkring to tredjedele af kvinderne har også fået taget en blodprøve, der kan vise andre tegn på Downs Syndrom. Kombineres de to former for undersøgelse, kan vi opdage 91 pct. at tilfældene," siger hun. Ifølge Karen Wøjdemann er kun de gravide over 35 år hidtil blevet tilbudt en undersøgelse for Downs Syndrom via en moderkage- og fostervandsprøve. Godt 12 pct. af de gravide har fået taget disse prøver, som er meget sikre, men også indebærer en risiko for abort på én pct.
"Vores undersøgelse viser, at hvis alle gravide får tilbudt kombineret ultralydsscanning og blodprøve, vil antallet af moderkage- og fostervandsprøver sandsynligvis falde til under fem pct., fordi vi kan afgrænse den gruppe af gravide, som gerne vil have denne yderligere undersøgelse. Desuden ville vi finde dobbelt så mange tilfælde af Downs Syndrom," siger Karen Wøjdemann.