Fortsæt til indhold
Indland

Skolebrand skyldes el-fejl

Det var formentlig stikflammer fra en elektrisk installation, der var skyld i, at en skole i Sønderborg næsten nedbrændte mandag.

Dermed er forskellige teorier om, at branden skulle være påsat og hænge sammen med yderligere fem påsatte brande søndag sat på hold.

"Vi er slet ikke i tvivl. Vi har talt med en elektriker, der arbejdede på loftet, da branden brød ud, og han så stikflammer fra en elektrisk installation ikke langt fra ham. At ilden er påsat er helt udelukket," siger Jens Birk Thomsen, skoleinspektør på Dybbøl-Skolen til jp.dk.

Ifølge politiet er der heller ikke noget, der tyder på, at branden var påsat, men man er stadig i gang med at undersøge brandstedet nærmere.

Mangel på klasselokaler

Branden har betydet, at en tredjedel af skolen er brændt ned, hvilket berører omrking 300 elever i 0. til 3. klasse. Derfor er forældrene til eleverne på disse klassetrin blevet opfordret til at holde deres børn hjemme tirsdag, fordi der ikke er noget sted at undervise dem.

"Vi prøver at finde lokaler til de små. Vi har heldigvis to skoler, Dybbøl-skolen og Bülow-skolen, så 0.- og 1. klasserne samt SFO'en er flyttet til Bülow-skolen, og så prøver vi midlertidigt at finde lokaler på Dybbøl-skolen, så alle kan få undervisning. Vi har også overvejet at opstille pavilloner i skolegården, men vi skal senere have et møde med teknisk forvaltning for at finde ud af en mere permanent løsning," siger Jens Birk Thomsen.

Takker brandøvelser

Det kan have meget lange udsigter, inden de nedbrændte bygninger igen står klar, men skoleinspektøren er fortrøstningsfuld.

"Eleverne skal nok få undervisning," siger han.

Reaktionerne på den voldsomme brand fra forældre og elever har ifølge Jens Birk Thomsen været yderst positive, og skolen har brugt tid på at tale hændelsen igennem med eleverne.

"Umiddelbart er det jo de nære ting som mistede skoletasker, bamser etc., som børnene tænker på. Og heldigvis var der jo ingen personskader. Alt forløb i god ro og orden, og vi kan takke os selv for de mange brandøvelser, vi hvert år har afholdt," fortæller han.

Du kan se flere billeder fra branden her