Fogh afviser Tyrkiets ønske om EU-dato

Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) afviste i dag Tyrkiets ønske om at blive stillet en dato i udsigt for at begynde på landets optagelse i EU.

Statsministeren var i Ankara for blandt andet at diskutere EU med Tyrkiets premierminister, Bülan Ecevit. Og på det efterfølgende pressemøde oplyste Ecevit, at han ønsker, at Danmark under sit formandskab for EU vil komme med en dato for, hvornår optagelsesprocessen kan begynde. Men statsministeren afviser at åbne op for en tidsplan på forhånd.

- Det er op til Tyrkiet selv, hvornår optagelsesprocessen kan begynde. Forhandlingerne kan starte, når og hvis Tyrkiet opfylder de politiske kriterier, sagde Anders Fogh Rasmussen.

Han oplyste på pressemødet, at Danmark anerkender, at Tyrkiet gør fremskridt for at få opfyldt disse kriterier, og at han er blevet "opløftet" over tyrkernes arbejde med reformer. Men der er stadig mangler, påpegede Anders Fogh Rasmussen over for de tyrkiske medier.

/ritzau/

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen