Marts blev varm og solrig

Det var som om, vejrguderne blev mildere stemt efter seks uger med næsten uophørlig regn i januar og februar. Marts blev i alle tilfælde en både varm, solrig og relativt tør måned.

Ifølge Danmarks Meteorologiske Institut er er der dermed også gode chancer for, at april vil blive varm.

Middeltemperaturen i marts blev 4,2 grader, og det er hele to grader over gennemsnittet i årene 1961-1990. Den højeste temperatur på 17 grader blev målt i Nordsjælland og i Sydjylland den 30. og den 31. marts. Månedens laveste temperatur var minus otte grader natten til den 3. og til den 25. marts, oplyser DMI.

Solen skinnede i ikke mindre end 162 timer i gennemsnit over hele landet i løbet af måneden. Det er 40 pct. mere end normalt.

Med den måned som forspil er udsigten for april ifølge DMI lovende: Rent statistisk set er der 60 pct. chance for en varm april, 30 pct. for en normal og således kun 10 pct. risiko for, at april bliver kold.

/ritzau/

Del artiklen