Farvel til eneren

Den lille Udbyneder Kirke ved Overgaard Gods kunne ikke rumme de mange mennesker, som ville tage afsked med eneren Flemming Juncker. »Et blad er vendt i danmarkshistorien,« sagde sognepræst Jesper Langballe i sin begravelsestale.

Foran den umalede egetræskiste under et smukt kirkehvælv fyldt med kalkmalerier var placeret en lille pude med Flemming Junckers fire ordener, og umiddelbart derefter var der en stor krans med bånd fra Dronningen og Prinsen.

Den lille, smukke Udbyneder Kirke, engang blandt Overgaard Gods' besiddelser, kunne knapt rumme et sandt blomsterflor, der bredte sig ud på forpladsen, og med sine små 200 siddepladser slet ikke de mange mennesker, der ville sige et sidste farvel til Flemming Juncker ved begravelsen i går middag.

For en kort stund var Udbyneder, en lille landsby med omkring 40 husstande tæt ved Mariager Fjord og ved det Overgård Gods, som Juncker ejede i en menneskealder frem til 1977, et stilfærdigt virvar af mennesker, der tog afsked med en foregangsmand og en ener i danmarkshistorien.

Karsk tale

Sognepræst Jesper Langballe, der gennem sine forældre i Randers, som også var aktive i modstandsbevægelsen, lærte Flemming Juncker at kende som ven og samtalepartner, forestod højtideligheden:

»Et blad er vendt i danmarkshistorien med Flemming Junckers død,« sagde han blandet andet i en karsk tale, helt i Junckers ånd. »Han betød så ufatteligt meget for os og for vort land. Han var en stor søn af Danmark - og gjorde det større i det meste, han foretog sig.

Han havde en illusionsløs viden om livets dårskab og var en stormflod af arbejdsglæde og utrættelig i kampen mod uret og dårskab, en ufattelig vidende skeptiker.

Han havde respekt for tro, men opfattede overtro som en pestilens. Også den autoriserede overtro, der i den intellektuelle og politiske korrektheds navn bliver forsøgt trukket ned over menneskene som sandheder.«

Jesper Langballe mindede desuden om Junckers varme hjælpsomhed i det skjulte og om hans sans for humor.

Om sidstnævnte fortalte Langballe den sidste anekdote om Flemming Juncker, som i sine anvisninger til stenhuggeren om inskriptionen på sin gravsten nævnte de faktiske data og sluttede af med »- og så ikke mere vrøvl.«

Ved hustruens side

Før kisten blev båret ud, fremsagde et barnebarn, Katia de Guillebon, en bøn, som hun i barndomsårene fik i afskrift af sin bedstefar, og som i sin essens passer så godt på hele Junckers liv. Bønnen beder bl.a. om, at man får sans for humor, ikke henfalder til jammer og holder det gode og rene for øje.

Efter højtideligheden i kirken blev kisten båret ud til graven, hvor Flemming Juncker blev stedt til hvile ved siden af hustruen, Jutta Regitze Juncker, der døde i 1997, i øvrigt på samme dato som sin mand, den 25. marts.

Ved graven blev sunget "Altid frejdig, når du går", og efterfølgende samledes deltagerne til en mindehøjtidelighed på Færgekroen i Hadsund.

Blandt deltagerne var Flemming Junckers datter, 'Asa de Guillebon, hendes mand og fire børn, Katia, Patrick, Erik og Maxime. I rækken af deltagere var desuden venner og samarbejdspartnere fra Junckers mange år som erhvervsmand og debattør og fra årene i modstandsbevægelsen. Blandt dem var tre kvindelige kurerer, der virkede under Junckers afløser som nedkastningschef i Jylland, Jens Toldstrup, Liss Richardt, Gertrud Pedersen og Annie Langberg.

I rækken af deltagere var også skibsreder Per Henriksen, sognepræst Søren Krarup, folketingsmedlem Jørgen Winther, billedkunstneren Per Arnoldi, skuespilleren Christiane Rohde, direktør Poul Svanholm, proprietær H.O.A. Kjeldsen, tidligere minister Nils Wilhjelm og professor Bent Jensen. Regeringen var ikke repræsenteret.

Der var kranse fra bl.a. den britiske ambassade, Gestapofangerne i Randers, Gyldendal, Toldstrup Gruppen, Jydske Skovejere og Overgaard Gods.

joergen.hansen@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen