Arafat i livsfare

»De får mig ikke levende,« råbte den palæstinensiske leder Yassir Arafat, mens han var isoleret i sit sønderskudte hovedkvarter i Ramallah, hvor hans liv var i fare under ny eskalering af konflikten til åben krig. Terrorgruppe truer med internationale aktioner.

Beirut

I kølvandet på en ny selvmordsbombe opfordrede Yassir Arafat i aftes palæstinenserne til at »forsvare sig mod Israel med alle midler«, efter at israelske styrker havde stormet hans hovedkvarter i Ramallah på Vestbredden i forsøget på at gennemtvinge en militær løsning på den israelsk-palæstinensiske konflikt.

Samtidig udsendte PFLP, en af PLO's radikale organisationer, en erklæring om, at den vil »ramme israelere overalt i verden.«

Israels premierminister, Ariel Sharon, sagde tidligere på dagen, at det ikke er hensigten at dræbe Arafat, men at »isolere« ham i hans egenskab af leder for en terrorkoalition, hvormed Sharon mener det notoriske samarbejde mellem Arafats Fatah-aktivister og de islamiske grupper, Hamas og Islamisk Jihad.

Konflikten i Israel og de palæstinensiske områder er nu eskaleret til regulær krig mellem de let bevæbnede styrker under det palæstinensiske hjemmestyres kontrol og en israelsk hær, der i går satte infanteri og 100 kampvogne ind i erobringen af Arafats hovedkvarter i Ramallah. Bulldozere brød huller i hovedkvarterets ringmur, og efter timers kamp mellem Arafats snigskytter og israelske soldater, hvor det på et tidspunkt så ud til, at den 73-årige Arafat kunne blive dræbt eller såret, er han nu isoleret på anden etage i sin kontorbygning.

»De sigter på præsidentens kontor, og der er fare for hans liv,« sagde Abed Rabbo, PA-styrets informationsminister.

En tyrkisk journalist i Ramallah beskrev situationen således: »Elektriciteten er afbrudt, telefonlinjerne kappet og generatorerne ødelagt i Arafats hovedkvarter, og der skydes overalt i byen.«

Ifølge AFP tog israelerne 80 af Arafats sikkerhedsfolk til fange efter at have erobret hovedkvarteret.

Rusland forlangte FN's sikkerhedsråd indkaldt ekstraordinært for at drøfte den spændte situation, ligesom en stribe arabiske ledere og EU-ledere tog afstand fra Israels militære aktion. USA har været påfaldende tavs, men udenrigsminister Colin Powell sagde i aftes, at USA forstår Israels reaktion på terror mod civile, og at Arafats »lederskab mere end nogensinde er centralt for at stoppe volden.«

Arafat selv sagde i et telefoninterview med en arabisk TV-station, at »det palæstinensiske folk står fast og rankt mod denne aggression.« Han tilføjede, at israelerne havde erobret en række byer på Vestbredden og opfordrede den arabiske verden til at støtte palæstinensernes kamp. Adspurgt om han ville trække sit våben, en pistol, hvis israelerne kom for at hente ham, svarede han: »I kender mig da. De får mig ikke levende.«

Israelske talsmænd gentog, at hensigten med aktionen er at eliminere terrorismen. Samtidig sprængte en ung palæstinensisk pige sig selv i luften i et supermarked, dræbte to og sårede mere end en halv snes. "Al Aqsa-martyrerne", en Fatah-organisation, påtog sig skylden.

På Tempelbjerget med Al Aqsa-moskéen i Jerusalems gamle by kastede unge palæstinensere sten mod bedende jøder ved Grædemuren, der ligger neden for det hellige bjerg. Israelsk politi stormede pladsen foran Al Aqsa-moskéen og drev de stenkastende demonstranter på flugt. Israelerne forlod i aftes den bygning, Arafat holdes fanget i, men besatte bygningerne omkring.

Torsdag fremlagde 22 arabiske lande i Beirut et fælles fredsudspil til Israel, der loves anerkendelse og normale relationer mod tilbagetrækning til 1967-grænserne. Israel afviser udspillet.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen