38 Europa Nostra-priser og medaljer - herunder til Danmark

I overværelse af regentparret uddelte organisationen Europa Nostra i dag i alt 38 medaljer og priser under en højtidelighed i gobelinsalen på Christiansborg Slot. Prins Henrik - solbrændt efter sin nylige rejse til Asien - holdt i sin egenskab af præsident for Europa Nostra åbningstalen.

Restaureringen af Turebyholm, 10 km fra Bregentved på Sjælland, var blandt de 26 bygninger eller landskaber, der modtog diplom. Den 350 kvadratmeter store sommerpavillon blev i 1754 opført til kong Frederik V's hofmarskal Adam Gottlieb Moltke, og bygningen er fremdeles i Moltke-familiens eje.

Bygningen i Turebyholm har stået ubeboet i over halvdelen af sin eksistens og er kun blevet malet to gange på 250 år.

Ud over Danmark tilfaldt der medaljer til bygninger i Cypern, Tjekkiet og Italien samt en kirkegård på Malta, mens tre personer - fra hhv. Belgien, Østrig og Tjekkiet - fik ærespriser for deres indsats for den europæiske kulturarv.

/ritzau/

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen