TV-Avisen udskifter DMI-værter

Danmarks Meteorologiske Institut skal fremover kun levere kolde data om vejret. DR sammensætter sit eget hold af skærmtrolde til at fortælle om vejr og vind.

Spørgsmålet er, om vejret ændrer sig af den grund.

Ikke desto mindre ophører det 15 år lange vejrsamarbejde mellem TV-Avisen og Danmarks Meteorologiske Institut, DMI. Dermed er det også forbi med de TV-meteorologer fra DMI, som i årenes løb er blevet mere eller mindre landskendte med Henrik Voldborg i spidsen.

Fra juli vil Danmarks Radio i stedet have sit eget vejrhold. Det kommer til at bestå af tre personer på fuldtid, hvorimod udvalgte DMI-medarbejdere på skift har arbejdet nogle timer dagligt i TV-Byen.

»DMI opsagde først aftalen om brug af meteorologer og kom så efterfølgende med et tilbud, som ville indebære en kraftig prisforhøjelse. Det sagde vi nej til og fandt i stedet ud af, at vi kunne gøre det billigere ved at ansætte et egentligt vejrteam, som også kan bruges andre steder end i TV-Avisen, f.eks. interaktive tilbud på TV og internet. Stadig vil vi dog have en aftale med DMI om vejrdata,« siger Danmarks Radios nyhedsdirektør Lisbeth Knudsen.

Administrerende direktør i DMI Lars Prahm, der i sin tid indgik aftalen med DR, siger:

»Vi regnede på, hvor store omkostninger vi havde ved TV-præsentationen, og fandt behov for en prisforhøjelse, også set i forhold til, at der er kommet mere arbejde, bl.a. på grund af stadig flere TV-aviser.«

Lars Prahm understreger, at han respekterer TV-Avisens afgørelse, og at DMI er åben over for fortsat samarbejde i forhold til de kommende tre vejrværter.

DMI er en af Trafikministeriets institutioner og har en årlig omsætning på ca. 300 mio. kr. DMI er den eneste herhjemme, som laver de meteorologiske målinger og beregninger, som er grundlag for vejrudsigter. Til gengæld er der yderligere et par foretagender, der formidler vejrudsigter, bl.a. Vejr2 og TV 2.

peter.schollert@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen