Hærchef skal mødes med Integrationsministeriet

Advokaten for Iraks tidligere hærchef, som befinder sig i Danmark på tålt ophold, skal mødes med Integrationsministeriet i starten af næste måned. De nærmere omstændigheder omkring mødet er endnu ikke aftalt nærmere, men advokaten, Anders Josefsen, oplyser, at mødet skal afklare om, hærchefen, Nizar al-Khazraji, kan få lov til forlade Danmark - for senere at vende tilbage.

- Der ligger overhovedet ikke nogen praksis i den slags sager, siger Anders Josefsen. Hærchefen, som anklages for krigsforbrydelser, har tidligere fået afslag på at kunne forlade Danmark af Udlændingestyrelsen.

Nizar al-Khazraji er den højest rangerende officer, der er hoppet af fra Bagdad, og anses ifølge en række irakiske kilder som manden, der kan samle og skabe tillid blandt de afhoppede officerer i en amerikansk militær offensiv mod Saddam Hussein.

Enhedslistens udenrigsordfører, Søren Søndergaard, kræver imidlertid, at integrationsminister Bertel Haarder (V) garanterer, at hærchefen ikke forlader Danmark, før der er taget stilling til, om der skal rejses tiltale mod ham for medvirken til krigsforbrydelser.

- Her er en mand, som anklages for at have myrdet i tusindvis af mennesker, og så kan han bare vandre frit rundt i Danmark, siger Søren Søndergaard.

- Har regeringen tænkt sig at gøre Danmark til et sikkert fristed for krigsforbrydere og massemordere, spørger Enhedslistens udenrigsordfører.

Søren Søndergaard vil samtidig have Bertel Haarder til at oplyse, om danske myndigheder er blevet kontaktet af andre lande - herunder deres efterretningstjenester - angående den irakiske hærchef.

Det sker efter gentagne forlydender i den internationale presse om, at USA skulle have udset Nizar al-Khazraji til lederposten i Irak, hvis det lykkes at bringe Saddam Hussein til fald.

USA er vært for en stor konference for eksilirakere, der holdes i Washington sidst i denne måned eller starten af næste.

Bertel Haarder oplyste dog onsdag i Folketinget spørgetid, at USA endnu ikke har rettet en officiel henvendelse til regeringen om eventuelt at lade hærchefen rejse til konferencen, hvortil flere hundrede irakiske eksil-officerer vil blive indbudt for at diskutere et eventuelt angreb mod Irak. Ifølge Bertel Haarder kan han frit rejse den dag i morgen.

- Men han kan ikke vende tilbage, medmindre der foreligger ganske særlige omstændigheder, forklarede Bertel Haarder.

Dansk politi undersøger for øjeblikket, om der er beviser til at anklage al-Khazraji for krigsforbrydelser, fordi den irakiske hær sidst i 1980'erne - mens han var chef - begik folkedrab mod kurderne i det nordlige Irak. Selv afviser han beskyldningerne.

Hærchefen befinder sig på såkaldt tålt ophold i Danmark, og praksis er i den slags sager, at rejser vedkommende ud af landet, så kan man ikke komme tilbage igen - medmindre der er netop særlige omstændigheder som blandt andet kunne være, at USA havde bedt Danmark om at lade hærchefen rejse.

/ritzau/

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen