Mens vi venter...

Ventelisterne på de livstruende sygdomme er for længst bragt ned, og der er ingen grund til at afskaffe ventelisterne på de mindre alvorlige sygdomme, mener eksperter, der kritiserer regeringen for at sætte ind de forkerte steder.

Som politiker er det populært at vise handlekraft ved at kræve ventelisterne bragt ned.

Under valgkampen lovede politikere fra stort set samtlige partier, at de ville nedbringe ventelisterne.

Kendsgerningen er imidlertid, at ventelister på livstruende sygdomme for længst er væk. Tilbage venter kun patienter til mindre akutte operationer som grå stær, hofter og sterilisation. Alligevel insisterer den nye sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen (V) på at reducere ventelisterne, og det møder kritik blandt eksperter.

»I forhold til det samlede sygehusvæsen kan det føre til en skævvridning, at der fokuseres på et mindre antal officielle ventelister. Den voldsomme politiske fokusering kan indirekte føre til, at andre områder bliver nedprioriteret,« siger professor i sundhedsøkonomi ved Syddansk Universitet, Kjeld Møller Pedersen, Odense.

Han kritiserer politikerne for at være så optagede af at afskaffe ventelisterne, at de glemmer vigtigere områder som for eksempel behandlingen af psykisk syge og patienter med hjerneblødning eller blodprop i hjernen (apopleksi).

»I stedet for at sætte ind hvor man kan redde menneskeliv, så bliver man ved med at tale om at afskaffe ventelisterne. Det er meningsløst af to grunde. For det første vil det være vanvittigt dyrt at fjerne ventelisterne helt. Og for det andet er det faktisk godt at have ventelister på en til to måneder. Det giver mulighed for en bedre planlægning på hospitalerne, og desuden giver det patienterne tid til at vænne sig til tanken om at skulle opereres,« siger Kjeld Møller Pedersen.

Hele tiden nye behandlinger

Kjeld Møller Pedersen mener derfor ikke, at der er behov for at fjerne ventelisterne. Han bakkes op af andre eksperter:

»Erfaringer fra andre lande viser, at når ventelisterne bliver kortere, så henviser lægerne flere patienter. Det er nogle mekanismer, vi ikke helt forstår, og det betyder, at det er svært at afskaffe ventelisterne helt,« siger direktør for DSI Institut for Sundhedsvæsen, Jes Søgaard.

»Selv om man opererede alle med en vis sygdom, så kommer der jo hele tiden nye behandlinger til. I dag opererer man også patienter, som man aldrig ville have behandlet for år tilbage,« siger Jakob Kjellberg Christensen, sundhedsøkonom i Dansk Sygehus Institut.

Sygdomsbegrebet er udvidet, og danskerne behandles i dag for flere sygdomme og skavanker end tidligere, mener Anders Hede, der er tidligere økonom ved Rigshospitalet og nuværende projektleder på sundhedsområdet ved Ugebrevet Mandag Morgen. Han forklarer, at mange af de patienter, der i dag står på venteliste, ikke er så syge, at de har behov for hurtig behandling.

»Vi ser i dag folk, som står på venteliste til en øjenoperation for grå stær. De er raske nok til selv at køre ind til operationen i deres bil. Langt de fleste af de mennesker under 65 år, der står på venteliste, er faktisk raske nok til at gå på arbejde hver dag,« konstaterer Anders Hede, som ikke ser ventelisterne som andet end et politisk redskab, der kan bruges til at demonstrere handlekraft

»En undersøgelse viser, at kun et fåtal af dem, der står på ventelisterne, rent faktisk er alvorligt syge. 70 procent har ikke haft én eneste sygedag, og kun ti procent er sygemeldt hele tiden,« siger Anders Hede.

Undersøgelsen, Anders Hede henviser til, stammer fra Århus Amt, og det fremgår også, at 47 procent af patienterne på ventelisterne ikke oplever nævneværdige problemer ved at vente.

Prioriterede ventelister

Anders Hede foreslår politikerne at koncentrere sig om de ti procent, der oplever store gener, og som ofte er sygemeldt. Det kunne blandt andet ske ved at oprette en prioriteret venteliste, hvor også sociale parametre inddrages. På den måde ville de 10 procent, der er hårdest ramt, stå øverst på listen.

Professor Kjeld Møller Pedersen mener også, at prioriterede ventelister er en god idé, hvis det administreres af hospitalerne, hvor der er den fornødne ekspertise.

»I dag kommer man til i den rækkefølge, man står i på ventelisten. Men man kunne måske godt forestille sig en prioritering på hospitalerne, sådan at de patienter, der har mest brug for det, kommer til som de første,« siger han.

Det er ikke bare antallet af sygedage, der peger i retningen af, at ventelisteproblemets omfang er overdrevet. Det gør også de store forskelle på ventelisterne mellem sygehuse, der ligger tæt på hinanden.

»Det frie sygehusvalg betyder, at patienterne kan vælge at blive behandlet på det sygehus, hvor der er kortest ventelister. Alligevel er der mange patienter, der ikke ønsker at flytte sygehus, også selv om de dermed kunne forkorte ventetiden betragteligt,« siger Anders Hede.

Der er flere eksempler på store forskelle på ventelisterne mellem sygehuse i samme amt. Eksempelvis er ventelisten på en galdestensoperation otte uger på Nakskov Sygehus, mens den er 50 uger på Nykøbing Falster Sygehus. Der er 55 kilometer mellem de to sygehuse. Hvis patienterne på ventelister ønskede det, kunne de altså skære en betydelig del af deres ventetid ved at rykke sig forholdsvis få kilometer.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.